Tredje runde har 39 valg i år, og det er også runden, hvor vi for første gang får hold som San Francisco 49ers og Cleveland Browns på banen.

Karaktererne er givet ud fra, hvad jeg tænker om valgene lige nu. Om det ender som gode valg, finder vi først ud af om nogle år.

Tredje runde

64. Chicago Bears: Zacch Pickens, DT, South Carolina
De har lidt taget Gervon Dexter, som jeg godt kan lide, så derfor er jeg lidt i tvivl om, hvorfor de skal have endnu en defensive tackle med det samme. Derudover synes jeg også, det er en runde for tidligt for Pickens, som jeg først ville tage en gang i fjerde runde. Teknikken og hans tyngdepunkt sejler meget.
Karakter: 4

65. Philadelphia Eagles (Fra Texans): Tyler Steen, OT, Alabama
Eagles elsker deres to linjer, og efter to valg til den defensive linje får angrebet deres tur. Tyler Steen er en solid spiller, der formentlig skal spille guard for Eagles. Gode atletiske evner og lidt power. Teknikken skal der dog arbejdes på.
Karakter: 7

66. Philadelphia Eagles (Fra Cardinals): Sydney Brown, S, Illinois
Safety var en lidt tynd position for Eagles, så det giver mening med en safety. Der er dog ikke mange gode at vælge imellem, og derfor har de også reachet lidt ved dette valg. Jeg havde klart foretrukket en spiller som Ji’Ayir Brown, og Sydney Brown havde jeg selv først overvejet lidt senere.
Karakter: 4

67. Denver Broncos (Fra Colts): Drew Sanders, LB, Arkansas
Drew Sanders var rygtet som et potentielt førsterundevalg, så at Broncos får ham her i toppen af tredje runde er fantastisk værdi. Han forstærker også en klar svaghed, så det er et ret perfekt valg fra deres side.
Karakter: 12

68. Detroit Lions (Fra Broncos): Hendon Hooker, QB, Tennessee
Så faldt han ikke længere. Mange medier har ellers gjort alt for at overbevise os om, at han skulle gå i første runde. Det her område er væsentligt mere rimeligt, og det bliver spændende at se, om Lions kan udvikle ham bag Goff her i 2023.
Karakter 7

69. Houston Texans (Fra Rams): Nathanial “Tank” Dell, WR, Houston
Hos byens store collegehold ender Texans med at snuppe den lille og hurtige Tank Dell, der er ret elektrisk at se på en football-bane. Spørgsmålet er, om hans lille statur vil begrænse ham markant i NFL, eller om han kan få det til at fungere alligevel.
Karakter: 7

70. Las Vegas Raiders: Byron Young, DT, Alabama
Det her valg forstår jeg ikke. Jeg forstår godt positionen, men jeg forstår ikke spilleren. Jeg synes, han er aldeles uinspirerende med under middel atletiske evner og manglende teknik som pass rusher. Det er mindst to runder for tidligt, synes jeg.
Karakter: 02

71. New Orleans Saints: Kendre Miller, RB, TCU
Med alle Alvin Kamaras problemer udenfor banen, så giver det mening at forstærke dybden på runningback. Jeg kan egentlig også godt lide Kendre Miller, selvom jeg har nogle stykker tilbage på mit board over ham.
Karakter: 7

72. Arizona Cardinals (Fra Titans): Garrett Williams, CB, Syracuse
Endnu et dejligt valg på en high value-position fra Cardinals. Garrett Williams har talent til anden runde, og han var også blevet valgt der, hvis han ikke var blevet alvorligt knæskadet i 2022-sæsoenn. Men han er en intens og fysisk corner med gode instinkter.
Karakter: 10

73. New York Giants (Fra Browns via Texans): Jalin Hyatt, WR, Tennessee
De tre første valg fra Giants angriber tydeligt nogle svagheder på holdet, men jeg synes faktisk, de har fået god værdi ved alle valg. Jalin Hyatt er en super giftig dyb trussel, og jeg tror virkelig, at Daboll nok skal finde en god rolle til ham. Han er samtidig faldet en del længere, end jeg troede.
Karakter: 12

74. Cleveland Browns (Fra Jets): Cedric Tillman, WR, Tennessee
En stor receiver til Browns, der efterhånden har investeret en del i receiver-gruppen. Elijah Moore er lige kommet til, og man har både Amari Cooper og Donovan Peoples-Jones, hvoraf sidstnævnte nok vil miste snaps til Tillman i år.
Karakter: 7

75. Atlanta Falcons: Zach Harrison, EDGE, Ohio State
Selvom Falcons har hentet hjælp til den defensive linje i free agency, så er jeg glad for, at de ikke føler, de er færdige. Harrison er en rigtig høj og lang EDGE, som er ret solid mod løbet og måske mangler lidt potentiale mod kastet. Det er et hak for tidligt for mit vedkommende, men en glimrende position at skyde på. Karakter: 7

76. New England Patriots (Fra Panthers): Marte Mapu, S/LB, Sacramento State
Et rigtigt Patriots-valg! Mapu er en hybrid mellem linebacker og safety ud af en mindre skole, og på den måde minder ham om en del tidligere Patriots-valg. Bl.a. Kyle Dugger. Jeg var ikke selv blæst bagover af Mapu, men mange andre kan rigtig godt lide ham, så jeg har muligvis ikke fået set nok med ham (ikke meget Sacramento State-tape derude…). Han er en dejlig fysisk og hårdtslående spiller, og så må vi se, om han kan vænne sig til resten. Karakter: 4

77. Los Angeles Rams (Fra Patriots via Dolphins): Byron Young, EDGE, Tennessee
Pass rush var en stor mangelvare for Rams, og de manglede især noget fart på EDGE. Det får de om noget med Young, der er en af de mest eksplosive EGEs i årets draft. Personligt var jeg dog meget skeptisk omkring hans styrke, teknik og spilforståelse, som jeg alle synes haltede. Jeg havde ikke selv valgt ham før femte. Men han passer godt in dher. Karakter: 4

78. Green Bay Packers: Tucker Kraft, TE, South Dakota State
Packers har virkelig følt, at de manglede nogle tight ends. Tidligere tog de Luke Musgrave, og nu tager de Tucker Kraft. Ligesom Musgrave er Kraft en meget upoleret spiller, og endda endnu mere end Musgrave, men til gengæld har han bedre styrke end Musgrave. Packers satser nok på, at mindst en af dem bliver rigtig god. Karakter: 7

79. Indianapolis Colts (Fra Commanders): Josh Downs, WR, North Carolina
Endelig blev han valgt! Jeg er en gigantisk Josh Downs-fan, og han var klart min højest rangerede spiller tilbage på dette tidspunkt. Jeg synes, han er en herlig lille og shifty receiver, der har suveræne ball skills og løber gode ruter. Han giver samtidig lige præcis det, som Colts mangler ved siden af Michael Pittmann og Alec Pierce. Det her er et genialt valg. Karakter: 12

80. Carolina Panthers (Fra Steelers): D.J. Johnson, EDGE, Oregon
Der er blevet valgt en del EDGEs, så vi begynder at komme ned i et område, hvor spillerne næsten uundgåeligt vil blive valgt lidt højere end forventet. Jeg har Johnson et par runder lavere, men jeg kan godt forstå, hvorfor man tager chancen på ham. Han er stor, stærk og meget eksplosiv. Teknisk og mentalt skal han dog rykke sig meget. Karakter: 4

81. Tennessee Titans (Fra Lions via Cardinals): Tyjae Spears, RB, Tulane
Der har været rygter om, at Derrick Henry enten i år eller næste år kan være på vej videre. Tyjae Spears er en virkelig sjov og spændende runningback. Han er dejlig kreativ som runner, og han er en dygtig receiver. Han kommer til at give Titans noget, som de ikke har. Karakter: 7

82. Tampa Bay Buccaneers: Yaya Diaby, EDGE, Louisville
Efter combine er Yaya Diabys navn virkelig blevet populært. Han er virkelig atletisk, men jeg må bare indrømme, at jeg ikke synes, han er en særlig god pass rusher lige nu. Jeg ville ikke have taget ham før dag 3. Karakter: 4

83. Denver Broncos (Fra Seahawks): Riley Moss, CB, Iowa
En hvid cornerback! Riley Moss bliver den eneste hvide cornerback i NFL lige nu, og det bliver sjovt at se ham. Han er virkelig atletisk og spiller med en god attitude. For ham er styrken ved catch point og fornemmelsen for bolden i luften de helt store svagheder. Men jeg kan egentlig godt lide potentialet. Karakter: 4

84. Miami Dolphins: Devon Achane, RB, Texas A&M
Der var snak om, at Dolphins kunne vælge Achane i anden runde, men nu får de ham i stedet i tredje runde, og jeg er stor fan af det. Jeg kan rigtig godt lide Achane, som er lille og hurtig, men har overraskende balance og vision. Karakter: 12

85. Los Angeles Chargers: Daiyan Henley, LB, Washington State
I en svag linebacker-årgang begyndte der endelig at komme noget værdi ved at vælge en linebacker. Daiyan Henley er en tidligere safety, der har gode atletiske evner og god physicality. For ham handler det om at udvikle sin evne til at læse spillet, men kan han det, er han en NFL-starter. Karakter: 7

86. Baltimore Ravens: Trenton Simpson, LB, Clemson
Da draftprocessen startede var Simpson nævnt i første runde, men hans navn er blevet koldere og koldere. Han er en super atletisk linebacker, der ikke har ret meget erfaring som en “rigtig” linebacker, og hans evne til at arbejde mod løbet er ikke imponerende. Hvis Ravens kan udvikle ham, har han dog endeløst potentiale, da han er en af de bedste atleter på positionen i NFL. Jeg synes, det er strålende værdi på dette tidspunkt. Karakter: 12

87. San Francisco 49ers (Fra Vikings): Ji’Ayir Brown, S, Penn State
Safety giver mening for 49ers, der er tyndt besat på den position, og jeg er en fan af Ji’Ayir Brown. Han er en instinktiv og dejlig fysisk spiller, som både kan arbejde mod løbet og kastet. Han er ikke nogen stor atlet, og det holder ham tilbage fra at blive valgt højere, men jeg have med glæde taget ham 20-30 valg før. Karakter: 12

88. Jacksonville Jaguars: Tank Bigsby, RB, Auburn
Yes! Tank Bigsby er en af mine personlige favoritter. Området, han bliver valgt i nu, var ganske forventet, men jeg tror super meget på, at han bliver en god spiller i NFL. Han bevæger sig bare herligt, og kan han blive en disciplineret runner, er der en god starter gemt i ham. Karakter: 10

89. Los Angeles Rams (Fra Giants): Kobie Turner, DT, Wake Forest
Et lidt overraskende valg, men jeg kan godt lide det. Kobie Turner er virkelig atletisk, og han har overraskende god styrke i sit spil. Jeg tror, han med relativt lidt coaching kan blive en god NFL-starter. Glæder mig til at ham udvikle sig. Karakter :10

90. Dallas Cowboys: DeMarvion Overshown, LB, Texas
En lokal spiller til Cowboys, som godt kan lide de her lange og lidt hybrid-agtige linebackere, der er halv pass rushere og halv linebacker. De har både Micah Parsons nu, men har også haft Anthony Barr i folden for nyligt. Overshown er super atletisk og intens på banen, men han har ikke spillet meget traditionel linebacker, og han skal finde sig til rette i en NFL-rolle, før han kan bidrage. Karakter: 7

91. Buffalo Bills: Dorian Williams, LB, Tulane
Så kom der lidt gang i linebacker-valgene med fire her i bunden af tredje. Dorian Williams er en god atlet, der har godt potentiale. Jeg synes bare, at hans styrke i boksen halter, og hans instinkter var mangelfulde. Måske McDermott kan udvikle ham. For mig var det for tidligt. Karakter:4

92. Kansas City Chiefs (Fra Bengals): Wanya Morris, OT, Oklahoma
Et rigtig Chiefs-valg. Wanya Morris har alle de fysiske redskaber til at blive en god tackle, men off field har været et problem, og hans koncentration og teknik på banen er ekstremt ustabilt. Lad os se, om Reid og linjetræner Heck kan få sat skik på ham. Fin chance at tage hernede. Karakter: 7

93. Pittburgh Steelers (Fra 49ers via Panthers): Darnell Washington, TE, Georgia
Efter et overraskende fald, som efter sigende skyldes bekymringer fra lægetjekket, slår Steelers til med Darnell Washington. Han er en af de mest unikke spillere i årets draft, da han har en vanvittig kombination af størrelse, længde og fart. Han er meget upoleret som receiver, men Steelers kan bruge ham som blocker, hvor han er forrygende, og så må de se, om de kan udvikle ham mere. Spændende tilføjelse bag Pat Freiermuth. Karakter: 10

94. Arizona Cardinals (Fra Eagles): Michael Wilson, WR, Stanford
Cardinals to første runder er virkelig gode, synes jeg. Michael Wilson var klart min favorit sleeper på wide receiver, da han er en af årgangens bedste ruteløbere. Havde han bare lidt mere fart, var han et top 50-valg, tror jeg. God værdi på mit board i bunden af tredje. Karakter: 12

95. Cincinnati Bengals (Fra Chiefs): Jordan Battle, S, Alabama
Fokus på forsvaret fra Bengals, og det giver fin mening med lidt dybde på safety. Battle er en fysisk stærk bokssafety, og det komplementerer fint det, som Bengals har nu. Ganske solidt valg. Karakter: 7

96. Detroit Lions: Brodric Martin, DT, Western Kentucky
Første spiller i år, som jeg ikke nåede til. Han var en af de næste, jeg havde taget, hvis jeg havde haft en uge mere. Men jeg ved, han er en stor og tung run stopper, men om han er det her valg værd, ved jeg ikke. Karakter: U.B.

97. Washington Commanders: Ricky Stromberg, C, Arkansas
En af mine absolutte darlings i årets draft. Ricky Stromberg er en startende center i ligaen, tror jeg. Han er stærk, en glimrende atlet, klog og teknisk udmærket. Han skal blive lidt mere erfaren i pass protection, men det kommer. Top 50-spiller på mit board. Elsker det. Karakter: 12

98. Cleveland Browns: Siaki Ika, DT, Baylor
Ingen tvivl om, at Browns gerne vil fokusere på at blive bedre til at stoppe løbet efter sidste års elendighed. Her er Ika perfekt. Han kommer ikke med meget mod kastet, men han er en dygtig og NFL-klar nose tackle. Strålende værdi herned, og et godt fit. Karakter: 12

99. San Francisco 49ers: Jake Moody, K, Michigan
En kicker? Ej, 49ers. Det er simpelthen for højt til min smag. Jeg ved ikke meget om Moody, men medmindre han er den næste Justin Tucker, så holder den ikke i byretten. Jeg giver en dumpekarakter, selvom jeg ikke har set ham. Karakter: 00

100. Las Vegas Raiders: Tre Tucker, WR, Cincinnati
Det her valg overrasker mig. Jeg har simpelthen ikke set Tucker, fordi han ikke var anset som en top 150-spiller på nogen måde. Han er lille og hurtig, men mere ved jeg ikke. Jeg er meget overrasket over, han bliver valgt før sin holdkammerat Tyler Scott. Karakter: U.B.

101. San Francisco 49ers: Cameron Latu, TE, Alabama
Jeg har heller ikke set Cameron Latu, men han skulle være en lidt uinspirerende tight end 2-type, når jeg har set hans navn. Ikke noget spændende valg, men hvem ved. Karakter: U.B.

102. Minnesota Vikings: Mekhi Blackmon, CB, USC
Heller ikke den sidste spiller i tredje runde, har jeg set. Blackmon er efter sigende en lille, aggressiv og feisty cornerback, der bør passe godt ind i Brian Flores’ system. Men jeg ved ikke, om han er et tredjerundevalg værd. Karakter: U.B.