Nr. 4 Trey Lance, QB, San Francisco 49ers

2021-draften var så lovende, men har siden skuffet en del. Hele fem quarterbacks blev valgt i første runde, og der var længe debat om, hvem der blev valgt hvor. 

Trevor Lawrence var der absolut ingen tvivl om – Jets valg af Zach Wilson var også rimelig sikkert. 

Men 49ers havde inden draften handlet sig frem til #3 valget i en handel, hvor 49ers sendte deres førstevalg i 2021 (12. valget i draften) samt et førsterundevalg i både 2022 og 2023 samt et tredjerundevalg i 2021 til Miami i bytte for at få lov at drafte som #3. 

Men 49ers endte med at betale overpris for et dårligt produkt.

Det var ingen hemmelighed, at Trey Lance skulle sidde på bænken for at vænne sig til tempoet i NFL, og der var bred enighed om, at Lance var et projekt. 

Men projektet blev aldrig realiseret. 

På grund af skader til den normale starter Jimmy Garoppolo, blev Lance sendt for løverne tidligt i sin rookiesæson, men viste kun få tegn på udvikling. 

I stedet for at vinde starterjobbet blev han igen bænket til fordel for Garoppolo, da sidstnævnte kom tilbage fra skade, og det endelige dødsstød kom senere, da han blev overhalet af Mr Irrelevant, Brock Purdy, der kom fra baghjul og vandt starterjobbet. 

Lance fik aldrig spillet sig ind i varmen hos 49ers, og med Purdys storspil, var han tilovers. I sin sidste sæson for 49ers, startede han som tredjevalget på holdkortet bag Purdy og nytilkomne Sam Darnold.

Lance nåede at kaste bolden lidt over 100 gange i San Francisco uniformen, men blev efter kun to sæsoner handlet til Dallas Cowboys for et sølle fjerderundevalg. 

Den draftkapital, som 49ers endte med at betale for handle sig frem og vælge Trey Lance, svarede til mere end #1 valget.

Bengals havde en lang periode, hvor de draftede elendigt. Læs her om Akili Smith.