Steven Nielsen blev natten til søndag den tredje dansker på fire år til at få en kontrakt af et NFL-hold, og hans situation hos Jacksonville Jaguars kan ikke blive meget bedre.

Det er svært at få chancen i NFL. Meget svært. En undersøgelse fra 2013 viser, at blot 1,6% seniors, der spiller football i college, bliver draftet ind i NFL. Hvis vi antager, at alle hold henter cirka 10-15 undraftede free agents ind pr. år, så er det stadig under 5% af alle football-spillere i college, der hvert år får chancen for at vise sig frem i NFL. Danske Steven Nielsen er i år blandt de 5%.

Den store danske offensive tackle er kommet igennem det første nåleøje, og hans mål er nu at blive en af de cirka 300 rookies, der hvert år ender med en plads på et NFL-hold, når den endelige 53 mands trup er sat. Det skal han forsøge at gøre hos Jacksonville Jaguars, som han skrev kontrakt med natten til søndag, og selvom det bliver endnu et meget svært nåleøje at komme igennem, så er situationen i Jacksonville ideel for Steven Nielsen.

Erfaren træner skal hjælpe Nielsen på vej
Steven Nielsens nye positionstræner hedder George Warhop, og det var ham, som ringede Steven Nielsen op for at sikre sig en underskrift fra danskeren. Warhop har været offensiv linjetræner på college og NFL-niveau næsten uafbrudt siden 1984. 58-årige Warhop har været OL-træner i NFL siden 1996, og han overtog jobbet hos Jaguars inden 2019-sæsonen.

Det er altså en erfaren mand, der skal forsøge at udvikle Steven Nielsens spil.

Manglende bredde på Jaguars’ linje giver håb
Jacksonville Jaguars’ offensive linje er ikke NFL’s stærkeste, og især hvad angår bredden på linjen, så er der ikke mange veletablerede navne. Jaguars’ to startere ligger fast, men det var alligevel aldrig dem, som Steven Nielsen skulle kæmpe med en plads om. Steven Nielsens håb er at overbevise trænerstaben om, at han skal være holdets backup på tackle eller er en practice squad-plads værdig.

Her er konkurrencen noget mere overkommelig, og holdet har lige nu ikke en eneste erfaren eller etableret backup-tackle på holdet. Det kan de selvfølgelig gå ud og hente, men lige nu er det en meget åben kamp om pladserne på holdet.

Kort om konkurrenterne:

Jawaan Taylor, 22 år
Taylor er Jaguars’ startende højre tackle, og han havde en fornuftig rookiesæson i 2019, efter Jaguars valgte ham i anden runde af draften. Han sidder sikkert i jobbet som højre tackle.

Cam Robinson, 24 år
Den tidligere Alabama-profil er Jaguars’ venstre tackle, og selvom nogle havde spekuleret i at flytte ham til guard, så typer alt på, at han vil være Jaguars’ venstre tackle i 2020. Han sidder sikkert i jobbet som venstre tackle.

Will Richardson, 24 år
24-årige Richardson er et tidligere fjerderundevalg fra 2018-draften, men han har ikke imponeret i de første to sæsoner i Jaguars. Han spillede ikke i 2018, men så banen mere i 2019. Han startede to kampe som venstre tackle i 2019-sæsonen, inden han næsten i alle de resterende kampe blev brugt i en utraditionel rotation på højre guard. I alt nåede han cirka 300 snaps for Jaguars i 2019, og selvom han ikke imponerede i de snaps, så anses han som favorit til at være holdets backup tackle i 2020.

Ben Bartch, 21 år
Jaguars valgte i fjerde runde i år Ben Bartch fra den lille skole St. John’s. Bartch spillede tackle i college, men jeg føler mig ret overbevist om, at han skal spille guard i NFL. Derfor anser jeg ham reelt ikke som en del af konkurrencen på tackle.

Ryan Pope, 23 år
Mens de tre første forventes at sætte sig på pladserne i den endelige trup, så er vi nu nede i området, hvor Steven Nielsen skal vippe spillerne af pinden for at få en plads på practice-squads. Ryan Pope blev ikke draftet i 2019, men fik efterfølgende en kontrakt med Detroit Lions. De skar ham dog fra efter training camp, hvorefter han skrev under med San Francisco 49ers’ practice squad. Her var han nogle uger, inden de fyrede ham. Mod slutningen af 2019 kom han til Jaguars’ practice squad og fik derefter en kontrakt, så han kan være med i Jaguars’ træningslejr henover sommeren. Pope og Hance (læs nedenfor) er måske de største konkurrenter til en practice squad-plads.

Blake Hance, 24 år
24-årige Hance kommer også fra en status som undrafted free agent i 2019-draften, men hans fordel i forhold til Ryan Pope er, at han var på Jaguars’ practice squad i hele 2019. Han kender derfor systemet og træneren ganske godt. Hance og Pope (læs ovenfor) er måske de største konkurrenter til en practice squad-plads.

Donnell Greene, 24 år
Greene blev, ligesom Pope og Hance, ikke valgt i 2019-draften, men fik efterfølgende en kontrakt med Jaguars som undrafted free agent. Her var han med i holdets træningslejr indtil midten af august, hvor han blev skadet og Jaguars smed ham på injured reserve. Donnell Greene vil sandsynligvis være nederst i hakkeordenen sammen med Steven Nielsen

??Steven Nielsen, 23 år
Danske Steven Nielsen er lige nu den eneste rookie i Jaguars’ tackle-gruppe (forudsat at Ben Bartch er guard), og han vil derfor med al sandsynlighed starte nederst i Jaguars’ tackle-hieraki. Han vil med al sandsynlighed ikke blive tilskrevet mange chancer for at komme på holdet, og det virker også som en overoptimistisk målsætning at have. Håbet bør rettere være, at danskeren kan overbevise trænerne om, at han har mere potentiale end Pope, Hance, Greene eller fremtidige udfordrere af pinden, så han kan snuppe en practice squad-plads.

Opsummering
Jaguars har to etablerede startere, men situationen bag ved dem ligger på ingen måde fast. Will Richardson har gode kort på hånden, men han har ikke vist nok over de første to år til at vide sig sikker på en plads på hånden. Derefter er der en håndfuld uerfarne tackles, som døren alle står på klem for, heriblandt Steven Nielsen. Hvis en af de fem virkelig imponerer, kan de slå Will Richardson af. Ellers kæmper de fem nok om en plads eller to på Jaguars’ practice squad.

Om danskeren lykkes med den vanskelige opgave vil tiden vise, men i mellemtiden kan vi kun håbe på, at Coronavirussen ikke vil udsætte eller reducere træningslejren i august. Jo kortere en preseason, jo mindre tid vil Steven Nielsen have at vise sig frem i.

I Gul Kluds NFL-podcast “Det Ovale Kontor” kan du høre mere om 2020-draften og Steven Nielsens udsigter.