AFC North har potentialet til at stikke helt af, hvis alt falder rigtigt ud. Både Baltimore, Pittsburgh og Cleveland mangler kun få brikker for at udfordre de regerende divsionsmestre fra Cincinnati, og de kan være inden for rækkevidde i dette års draft.

Natten til fredag d. 28. april løber draften anno 2023 af stablen i Kansas City, hvor vi får sat navne og ansigter på den næste generation af NFL-spillere.

Her på Gul Klud varmer vi op til den store begivenhed – både med forudsigelser af såvel første runde som hele draften, ligesom vi sætter fokus på de enkelte hold og deres behov. I denne artikel sætter vi fokus på AFC North, hvor de fire divisionsrivaler skal opruste til den kommende kamp om AFC-North kronen.

Cincinnati Bengals:

Største behov: RT, CB, TE

Cincinnati Bengals har styr på hele den offensive linje – med undtagelse af pladsen på højre tackle, hvor der i øjeblikket er to spørgsmålstegn og en utilfreds Jonah Williams, som er blevet erstattet af Orlando Brown fra konferencerivalerne fra Kansas City Chiefs.

På tight end positionen har der været gang i svingdørene i marts, hvor både Hayden Hurst og Drew Sample er sendt videre, mens Irv Smith er hentet til på en etårig kontrakt. Her mangler holdet en langsigtet løsning. Derudover har holdet kun én enkelt cornerback på kontrakt efter 2023, så også her mangler der spillere og talent.

Et bud på holdets valg i første runde: Deonte Banks, CB, Maryland

Deonte Banks brændte Scouting Combine af, da han løb en vanvittig 40 yard dash (4.35 sekunder) og sprang et fuldstændig åndsvagt langt broad jump (11 fod og 4 inches).

Banks dækker en position, hvor Bengals mangler spillere, og så har Bengals en historik med at drafte spillere med fart i fødderne. Hvis Banks stadig er på brættet ved #28, er han et godt bud på en kommende Bengal

Baltimore Ravens:

Største behov: Edge, CB, WR

Baltimore Ravens største need er nok at finde en løsning på kontraktforhandlingerne med Lamar Jackson.

Det kommer de nok ikke til at løse i draften, så her skal de i stedet fokusere på at få tilført en langsigtet løsning på receiver, hvor OBJ er hentet ind på en meget dyr et-årig plasterløsning. Udover Odell, har Ravens Rashod Bateman og den mandige tight end Mandrews, men holdet kan godt blive en smule endimensionelt, hvis de ikke får noget mere kvalitet ind på receiver.

Derudover skal man kigge langt efter en dygtig cornerback, der ikke hedder Marlon Humphrey, hvilket gør corner til en høj prioritet.

Et bud på holdets valg i første runde: Zay Flowers, WR, Boston College

Zay Flowers giver Ravens en playmaker i ordets bogstaveligste forstand. Han er lynende hurtig og kan løbe fra de fleste på kort afstand og så er han glat som en ål.

Han er ikke den største med sine blot 178cm og 83 kg, hvilket kan være grund til bekymring, men hvis han blot undgår forsvarsspillerne, så er det jo intet problem

Pittsburgh Steelers:

Største behov: Edge, CB, OT

Pittsburgh Steelers har styr på starterne, men mangler hjælp bag dem. Der står ingen klar i kulissen til at aflaste T.J. Watt, der er ingen reserver på den offensive linje og cornerback ser tynd ud.

Alle tre positioner kan adresseres med 17. valget eller med det første valg i anden runde, som de har fået fra Chicago Bears.

De kan også vælge en wide receiver, men behovet er ikke nær så stort, og talentmassen er ikke helt så stor som på de øvrige positioner.

Et bud på holdets valg i første runde: Joey Porter Jr, CB og Penn State

Der ville næsten være noget romantisk over det, hvis Joey Porter endte hos sin fars tidligere hold. Den lange cornerback med vingefang som en albatros og den aggressive spillestil ville også passe fint ind i Steelersforsvaret, hvor der bliver spillet meget med mandsopdækning.

Cleveland Browns

Største behov: WR, DT og integritet.

Browns havde travlt i free agency, hvor de fik lukket deres største huller på henholdsvis defensive tackle med Dalvin Tomlinson og på wide receiver med Elijah Moore og Marquise Goodwin. Og det var godt, for holdet drafter ikke før tredje runde og her finder du ikke startere.

Selvom de har hentet flere profiler ind, så vil deres fokus fortsat være på wide receiver, defensive tackle og linebacker. Og så mangler de at genvinde folks respekt efter deres Deshaun Watson-stunt.

Et bud på holdets valg i første runde: Gervon Dexter, Defensive Tackle og Florida

Gervon Dexter er en af draftens mest eksplosive defensive tackles, hvilket han viste med en lynende hurtig 40yard tid og et langt broad jump.

Browns skal sætte deres lid til, at andre hold lader Dexter falde på grund af hans svingende motivation og hans lidt tilfældige pass rush. Hvis han gør, så får Browns en vaskeægte lottokupon med kæmpe potentiel gevinst.