Wide receiver Geronimo Allison kommer ikke til at gribe bolde for Detroit Lions i 2020-sæsonen.

Sundhedskrisen er massiv i USA på grund af COVID-19. Og nu har endnu en spiller trukket sig fra sæsonen på grund af virussen.

Som så mange andre spillere har Detroit Lions-wide receiver Geronimo Allison besluttet sig for ikke at spille football i denne sæson.

Detroit Lions har fået mange dårlige corona-nyheder de seneste dage, hvor quarterback Matthew Stafford senest er blevet placeret på den såkaldte COVID-19-skadesliste. Det samme gør sig gældende for stjerne-receiver Kenny Golladay og sidste års førsterundevalg, tight end T.J. Hockensen.

Geronimo Allison underskrev i april en etårig kontrakt med Detroit Lions efter at have spillet hele sin karriere hos divisionsrivalerne fra Green Bay Packers. Derfor er det meget muligt, at Allison aldrig kommer til at gribe bolde fra Stafford.

Allison kom ind i NFL i 2016 som undrafted free agent. Han har grebet 89 bolde for 1.045 yards og seks touchdowns i sine første fire år i ligaen.