Det blev ikke til en slutspilsplads i år for Denver Broncos, og efter tre sæsoner med Vic Fangio som cheftræner går klubben nu andre veje.

Denver Broncos tabte deres 10. kamp i år og 13. kamp i træk til Kansas City Chiefs, og det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Klubben skiller sig af med deres cheftræner, Vic Fangio. 

Ian Rapoport fra NFL Network kunne breake nyheden på Twitter.

Dermed bliver Fangio fyret før den såkaldte “Black Monday”, den første mandag efter grundspillet er afsluttet, hvor hold ofte sparker gang i fyringsrunderne.

Broncos hyrede den defensivt orienterede træner før 2019-sæsonen, efter han havde flere succesfulde år som defensiv koordinator. Den samme succes manifesterede sig dog ikke som cheftræner. Denver vandt 19 kampe og tabte 30 siden den nu 63-årige træner overtog.

Forsvaret har spillet fint, men det har været angrebet, som har holdt Denver tilbage de seneste år. Holdet har haft flere problemer, men det altoverskyggende har været den manglende kvalitet på quarterback-pladsen. Drew Lock kom til i Fangios første år i klubben, men har aldrig været stabil nok til at kunne gøre forskellen, og selv om Teddy Bridgewater har været solid, så manglede han evnen til at kunne afgøre kampene på egen hånd, og systemet hjalp ham ikke nok. Det er en del af svaret på, hvorfor træneren nu er fortid i klubben.

Fangio selv har endnu ikke kommenteret på sagen, men efter nederlaget til Chiefs nævnte han også selv quarterback, som værende den afgørende faktor. Adspurgt, hvad forskellen var mellem Broncos og de resterende AFC West-hold, som alle vinder flere kampe end de taber i år. Hertil svarede han, at de andre hold havde quarterbacks med topniveau.

Fangio blev også spurgt til, hvorvidt han troede, at han ville være træner for Denver i næste sæson, hertil svarede han

“I skal ikke være bekymrede for mig. Jeg skal nok klare mig.”

Der er flere varme navne på trænersiden, og skal Denver opgradere deres angreb, kan de kigge mod flere af NFCs bedste hold, hvor offensive koordinatorer for henholdsvis Dallas (Kellen Moore) og Tampa Bay (Byron Leftwich) har været nævnt hos andre mandskaber.