
Denver Broncos’ linebacker Alex Singleton fik vendt op og ned på sin virkelighed, efter at en dopingtest afslørede, at han har testikelkræft.
Kort tid efter at Alex Singleton spillede samtlige af Denver Broncos’ 60 defensive spil i torsdagskampen mod Las Vegas Raiders, fik han besked om, at resultatet af en tidligere dopingtest havde påvist, at han har testikelkræft.
Allerede den efterfølgende dag blev Alex Singleton opereret og han fik fjernet en tumor.
Alex Singleton fortalte sine holdkammerater om forløbet og operationen denne mandag og han meddelte, at sygdommen er blevet opdaget i en tidlig fase, og at han har fået lovende prognoser fra lægerne.
Den 31-årige linebacker har sendt et opslag ud på sine sociale medier, hvor han også fortæller, at han stadigvæk afventer resultaterne af de opfølgende undersøgelser, men at han forventer at kunne vende tilbage til grønsværen inden for de næste par uger.
I samme opslag fortæller Alex Singleton, at han for et par uger siden blev tilfældigt udvalgt til at gennemføre en dopingtest, og at det var denne test, som påviste testikelkræften.
Vi ved alle, at Alex Singleton er en hård hund. I den forgangne sæson rev han sit korsbånd over i tredje spillerunde mod Tampa Bay Buccaneers, men han færdiggjorde resten af kampen, og blev først efterfølgende opmærksom på skadens alvor.
Alex Singleton gjorde comeback i første spillerunde af 2025-sæsonen, og han har medvirket på 99 procent af alle Denver Broncos’ defensive spil i år. I sine 10 kampe fra start har Singleton leveret 89 tacklinger og et enkelt sack samt fremtvunget en fumble.








