Danske Steven Nielsen har ikke været så højt profileret som Hjalte Froholdt eller Andreas Knappe, men drømmen om NFL lever. Og er ganske realistisk.

Dette er den anden artikel i serien Steven Nielsen. Den 23-årige dansker har netop færdiggjort sin college-uddannelse, hvor han spillede football og læste Sports management på Eastern Michigan University (EMU).

Frem mod draften vil du lære Steven Nielsen bedre at kende, og hvis alt går vel, ja så har vi to danskere i NFL til efteråret. Og så endda begge offensive linjemænd.

I denne uge kan du læse om Stevens seneste sæson, hvor han blev flyttet over på venstre tackle, og om hvordan han forsøger at forbedre sig, inden han skal vise sig frem for NFL klubberne.

Læs også: Steven Nielsen. Den næste NFL-dansker

Steven Nielsen

College: Eastern Michigan University
Hjemby: Dragør
Alder: 23 
Højde: 204 cm
Vægt: 138 kg
Position: Offensive lineman 
Dansk klub: Ørestaden Spartans

Gul Klud: Hvordan gik din sidste sæson for holdt og dig personligt?
Sidste sæson var vores rekord 6-6 i grundspillet, som var nok til at give os en Bowl-kamp. Den blev spillet i Detroit mod Pitt, men vi tabte desværre 34-30. Personligt havde jeg en god sæson. Det var min første sæson som venstre tackle, og det tog da også et par kampe at blive vant til det, men jeg endte sæsonen godt. 

Var der en kamp eller situation fra sæsonen, du især kommer til at mindes?
Den kamp, jeg mindes mest fra sidste sæson, var Bowl-kampen mod Pitt, som vi spillede på Ford Field, der er Detroit Lions’ hjemmebane, og kun en kort køretur fra EMU. Det var fedt at se en fyldt hjemmebane plastret til i grønt og hvidt, til en kamp, hvor alle sagde, vi vil tabe stort, og at vores O-line ikke havde en chance mod deres D-line. Ingen af delene holdt vand, da vi førte hele kampen indtil det sidste minut, og vores O-Line dominerede deres D-Line hele kampen igennem. 

Du kan se højdepunkter fra kampen her. Hold øje med nr. 74 hos det grønne hold. Det er Steven Nielsen. Interview fortsætter efter video.

Hvad er dine styrker og svagheder?
Min styrke er selvfølgelig min størrelse, men også min atletiske evner, da jeg er stor, men jeg kan også bevæge mig godt og hurtigt. Jeg vil sige at min svaghed er nogen gange den mere tekniske del af fodbold, som at genkende forskellige blitzes eller forudse hvilket spil forsvaret er ved at køre. 

Hvad har du gjort for at forbedre dine svage sider?
For at forbedre det, så det ikke påvirker mig i kampe, ser jeg mere film, og spørger min Coach om de forskellige “looks” i den næste kamp, så jeg ved, hvad jeg skal fokusere på. 

Det var anden bid af historien om Steven Nielsen. I de kommende uger forbereder han sig på sin Pro Day, hvor han skal vise sig frem for talentspejdere fra NFL. Det kan du læse mere om i næste uge.