Dallas Cowboys var det eneste mandskab, der ikke havde hentet en ny spiller i transfervinduet, men onsdag blev de enige med linebacker Eric Kendricks.

Det var dog ikke uden dramatik, at den tidligere Vikings og Chargers linebacker fik et nyt hjem. Han havde nemlig først lavet en aftale med San Francisco 49ers, inden han i stedet skrev under med Dallas Cowboys.

Det var dog næppe helt tilfældigt, at han i sidste øjeblik skiftede mening, for Cowboys nye defensive koordinator og Erick Kendricks kender hinanden særdeles godt.

For et par uger siden blev Mike Zimmer udnævnt som ny forsvarschef i Dallas, og han både draftede, trænede og gjorde Kendricks til en stjerne, mens han var headcoach for Minnesota Vikings.

Zimmer gjorde det helt klart, at han håbede, at Kendricks ville komme til Dallas og hjælpe med at køre hans forsvar ind, og det var åbenbert nok til Kendricks vendte rundt på en tallerken og droppede 49ers til fordel for Cowboys.

Cowboys tidligere defensive koordinator Dan Quinn er blevet headcoach for Washington Commanders og nogenlunde samtidig med genforeningen i Dallas, stod han selv for en markant genforening, da han hev Bobby Wagner til hovedstaden.

Aftalen mellem Cowboys og Kendricks er kun på en enkelt sæson, men hjælper Cowboys med at udfylde et stort hul på linebacker, hvor Leighton Vander Esch forventes at gå på pension, efter han pådrog sig endnu en nakkeskade sidste sæson.

Kendricks var et andet-runde valg af Vikings i 2015 og spillede otte sæsoner for klubben, hvor han blev en publikumsfavorit i Minnesota. Han blev både en sikker tackler og dygtig i opdækningen, og blev valgt til både Pro Bowl og All Pro i 2019.

Han skiftede til Chargers inden sidste sæson, hvor havde næstflest tacklinger for klubben i 2023 med 117 tacklinger og også leverede 3,5 sacks og fremtvang en fumble.