De fejrede store sejre og vandt endda en Super Bowl sammen i Seattle. Nu har Quinn hentet sin kaptajn til Washington.

Commanders har fået sin Commander. Linebacker Bobby Wagner kommer til på en et-årig kontrakt, hvor han både skal styre midten af forsvaret og agere mentor for de unge spillere, når Dan Quinn kører sit forsvar i stilling.

Aftalen har en værdi af op til 8,5 millioner dollars med seks millioner garanteret, og resten i opnåelige bonusser.

Den 33-årige linebacker går ind i sin 13. NFL-sæson. Seahawks valgte ham i 2. runde med pick 47 i NFL draften i 2012 NFL Draft, og han forlader klubben som en legende, selvom han lige var et smut forbi divisionsrivalen LA Rams i en enkelt sæson.

Selv kalder Seahawks-pressen Bobby Wagner for den bedste spiller i klubbens historien (hvilket er lidt vildt, når man tænker på Russell Wilson og legender som Curt Warner og Steve Largent), og nu er han den sidste brik fra det efterhånden sagnomspundne “Legion of Boom”, der forlader klubben.

Dengang var Seahawks defensive koordinator Dan Quinn, og som bekendt ruster gammel kærlighed ikke, så nu har han hevet Wagner til Washington for at hjælpe med overgangen til en nyt system og en ny æra med nye ejere, angiveligt et nyt stadion på vej, og et forsøg på at skabe såvel et nyt image som en ny fanbase.