Ole Miss-receiver D.K. Metcalf tog lørdag NFL Scouting Combine med storm, da han testede helt ekstraordinært. Den 104 kilo tunge playmaker efterlod alle måbende med at tilbagelægge sin 40 yard-sprint på blot 4,33 sekunder.

Lørdag indtog quarterbacks, wide receivere og tight ends Lucas Oil Stadium i Indianapolis for øjnene af utallige NFL-talentspejdere i håbet om at gøre et positivt indtryk frem mod NFL-draften i slutningen af april.

Her skilte én spiller sig ud fra resten. Wide receiver D.K. Metcalf fra Ole Miss imponerede alt og alle, da han blot skulle bruge 4,33 sekunder på at sprinte de berømte 40 yards. 4,33 sekunder er i sig selv ekstremt hurtigt, men det mest ekstraordinære ved tiden er, at Metcalf flytter rundt på 104 kilo og 191 centimeter.

Tiden er den hurtigste nogensinde ved Combine for en spiller, der vejer 102 kilo eller derover.

Til sammenligning sætter Metcalf Falcons-stjernen Julio Jones til vægs, når vi kigger på Jones’ imponerende tid ved Combine i 2011. Den gang var talentspejdere og eksperter blæst bagover af Julio Jones’ tid på 4,42 sekunder, men det overgik Ole Miss-receiveren på formidabel vis.

Og det var ikke kun i 40 yard-sprinten, at D.K. Metcalf viste sine enestående atletiske evner. Også i det stående højdespring leverede han noget, som ville virke fuldstændig vanvittigt for alle mennesker på kloden. 104 centimer løftede han sin krop over jorden. Nyd det vidunderlige højdespring i slow-motion herunder.

Generelt havde D.K. Metcalf en helt enestående testdag, der uden tvivl stiller ham i en endnu bedre position til draften. Han præsterede 27 løft i bænkpres og sprang 3,4 meter på det stående længdespring.

Der er nok god grund til at tro, at Metcalf bliver valgt i første runde af årets draft.