College sæsonen er (næsten) overstået, og det er nu tid til bowl kampe, og selvfølgelig mesterskabs playoff mellem de bedste 4 college hold i denne sæson.

Sæsonen har budt på mange overraskelser, og derfor er der 4 hold med, der er en god blanding mellem “the Usual Suspects” og så et par overraskelser.

Her følger en kort gennemgang af de to kampe der venter, hvilket selvfølgelig vil blive fulgt yderligere op, når vi kommer helt tæt på playoff.

Begge kampe spilles nytårsaften! Første kamp starter klokken 21.30 og står mellem topseede Alabama, der tager imod overraskelsen fra Cincinnati, der er seedet som nummer 4, og altså det påståede svageste hold i playoffet.

Cincinnati er kommet med i år, fordi de har spillet helt suverænt, og på trods af at de ikke er med i en af de store divisioner, så har de “fået lov” til at deltage i playoff denne gang. Og de har så chancen til at bevise at det ikke nødvendigvis altid skal være de samme hold der kommer i playoff, og derfor håber jeg virkelig at de kan presse Alabama.

Sandsynligheden for det er dog trods alt ikke særlig stor. Alabama har været knapt så suveræne som de ellers plejer at være. Men de har fået styr på det her henimod slutningen af sæsonen, kulminerende med en sejr over Georgia i Championship Week i sidste uge.

Georgia havde ellers været ganske suveræne hele sæsonen, og specielt deres forsvar har været helt fænomenalt. Det fik Alabama i den grad hul på i sidste uge, og derfor virker det ikke videre sandsynligt at Cincinnati kan byde Alabama op til dans i denne kamp, men vi får se. Cincinnati overrasker blot ved at stå i denne kamp, så vi må se om de kan drille Alabama! Det kunne være fantastisk at se Cincinnati i finalen!

Den anden kamp står mellem førnævnte Georgia med deres suveræne forsvar, hvis de altså ikke lige møder Alabama, og så Michigan. Den spilles kl. 01.30 nytårsnat, så lad nu være med at købe alt for meget krudt der skal skydes af!

Michigan har overrasket ved at få styr på deres hold i denne sæson. De bliver trænet af Jim Harbaugh, der tidligere har gjort det som Head Coach for San Francisco 49’ers i NFL, og det var forventet at da han overtog Michigan, så ville deres hold blive vanvittigt stærkt i en lang årrække. Det er ikke sket, før i år. De var ikke seedet i år, simpelthen fordi man ikke længere troede på at Harbaugh kunne strikke et godt hold sammen i Michigan. Han har i den grad modbevist kritikerne i denne sæson, og det er fuldt fortjent at Michigan nu er seedet som nummer 2, og dermed faktisk forventes at besejre Georgia, baseret på seedningen.

Om de så virkelig kan det, vil vise sig. Ja Georgia tabte til Alabama i Championship Week, og viste at de kunne tæmmes. Men indtil da har Georgia altså været aldeles suveræne. Personligt har jeg stadig Georgia som favorit til at vinde mesterskabet i år.

Så det bliver spændende at se om Michigan kan holde momentummet kørende i år, og skabe sig en plads i finalen, formentlig imod Alabama.

Men lad os nu se hvad der sker. College Football er altid god for en overraskelse, og masser af fed football!

Og hvis du vil læse om hvordan Championship Weekend forløb, så kan du læse denne glimrende artikel: Sådan forløb college Championship weekenden