
Michigan skal for første gang spille en kamp i Europa, når Deutsche Bank Park i Frankfurt lægger græs til en ægte college-kamp.
Der er masser af lokalopgør i Frankfurt. Altså i Bundesligaen. Men det er ikke lige stedet, man regnede med, at collegemestrene fra 2024 Michigan og Western Michigan skulle afgøre de åbne Michigan-mesterskaber.
Ikke desto mindre er de to skoler ved at færdiggøre en aftale, der indebærer, at de åbner 2026-sæsonen i den tyske finansby.
Det bliver den første college football-kamp fra øverste hylde spillet på tysk jord.
Begge skoler bekræfter i pressemeddelelser den planlagte kamp på Deutsche Bank Park, hvor Eintracht Frankfurt i Bundesligaen normalt spiller sine hjemmekampe. NFL afviklede to grundspilskampe på Deutsche Bank Park i 2023, den ene mellem Chiefs og Dolphins, og den anden med Colts og Patriots.
Hvad er spilleuge 0?
Internationale kampe er blevet en fast del af college footballs første spilleuge, der faktisk hedder uge 0, fordi den starter med et begrænset antal kampe ugen inden, college-grundspillet for alvor skydes i gang.
I august indleder Kansas State og Iowa State 2025-sæsonen på Aviva Stadium i Dublin, hvor tidligere kampe mellem Florida State og Georgia Tech, Notre Dame og Navy samt Nebraska og Northwestern også er blevet spillet. TCU og North Carolina er planlagt til at spille en uge 0-kamp i Dublin næste sæson. Og NFL har debut i Dublin i september, når Steelers og Vikings krydser klinger.
Læs også: Kom med til football, musik og pints i Dublin
Fra 100.000+ til 55.000 tilskuere
Michigan har tidligere været kontaktet om at spille internationale kampe, og holdets tidligere træner Jim Harbaugh (nu cheftræner for LA Chargers i NFL) antydede i 2019, at Michigan var tæt på at spille en kamp uden for USA.
Den største hindring var Michigans modvilje mod at flytte en kamp væk fra Michigan Stadium, det største stadion i college football og en væsentlig indtægtskilde for skolens idrætsafdeling.
Michigan har en vanvittig stime på 323 hjemmekampe spillet foran 100.000 fans eller flere (med undtagelse af 2020-sæsonen, hvor tilskuertallet var begrænset under COVID-19). En gennemsnitlig hjemmekamp genererer omkring 8 millioner dollars til skolen og tiltrækker titusinder af besøgende til den lille collegeby Ann Arbor.
Stadion i Frankfurt holder kun 55.000 tilskuere, så det er en væsentlig nedgang i antallet af tilskuere og indtægter for Michigan at spille i Europa.








