
134 hold har kæmpet hver uge om at blive kongen af college, men nu er der kun få hold tilbage til at smage sejrens sødme. Slutspillet står for døren, og Gul Klud klæder dig på til de fire spændende opgør i første runde!
Her på Gul Klud har vi tidligere givet vores bud på Konge Kampene – de vigtigste opgør for rangeringen til slutspillet i løbet af sæsonen. Nu hvor vi endelig er nået til slutspillet, vil denne serie skifte fokus og dække alle kampe i årets slutspil.
Indiana Hoosiers mod Notre Dame Fighting Irish
Slutspillet sparkes officielt i gang natten til lørdag dansk tid, når Notre Dame Fighting Irish tager imod statsrivalerne fra Indiana Hoosiers hjemme i South Bend.
Indiana har været en af de helt store overraskelser i denne sæson. Under ledelse af deres nye headcoach, Curt Cignetti, har holdet kun lidt ét nederlag, og det var mod Big Ten-giganten Ohio State. Selvom nogle har påstået, at deres kampprogram har været relativt let, kan det samme siges om deres kommende modstandere. Marcus Freemans’ tropper har efter det chokerende nederlag til upåagtede Northern Illinois kun mødt tre rangerede modstandere, hvoraf den højest placerede var Louisville Cardinals, der dengang lå på en femtendeplads.
Det er derfor ikke overraskende, at begge hold skiller sig ud i statistikkerne både offensivt og defensivt. Indiana har i denne sæson været det hold, der har scoret næstflest point pr. kamp med 43,3 – tæt fulgt af Notre Dame med 38,9. På den anden side har Notre Dame tilladt tredjefærrest point pr. kamp med blot 13,6, mens Indiana ligger på en sjetteplads med 14,7 tilladte point pr. kamp. Spørgsmålet er nu, hvilke statistikker der vil holde stik i den kommende kamp.
Kampen fløjtes i gang kl. 02 natten til lørdag dansk tid.
SMU Mustangs mod Penn State Nittany Lions
Slutspillets anden kamp står mellem Penn State Nittany Lions fra Big Ten og SMU Mustangs fra ACC. To hold, som begge besidder nogle af de mest skandaløse historier i college football, og som begge længe har leveret spil på banen, som var slutspilsværdigt.
Som vi også tidligere har beskrevet, så blev det SMU der, på trods af et nederlag i ACC-mesterskabskampen, bookede den sidste plads i slutspillet. De tabte blot en enkelt kamp i grundspillet og det var til et BYU Cougars mandskab, som i starten på sæsonen virkede ganske uovervindelige. Det var især deres angreb, som bidrog til de mange sejre, og som endte med at generere 443,1 yards og 38,5 point pr. kamp.
Spørgsmålet er så bare, om vi kommer til at se det angreb præstere på samme måde igen. En ting er at gøre det nede i dejligt varme Dallas, en anden ting er at gøre det på Beaver Stadium en decemberdag, hvor vejrudsigterne i skrivende stund lover temperaturer mellem -2 og -7 grader. Læg dertil at modstanderen nu hedder Penn State, som i denne sæson blot har tilladt 16,4 point pr. kamp, og blot har tabt til hold som Ohio State og Oregon.
Kampen sparkes i gang kl. 18 på lørdag dansk tid. Vinderen kan desuden se frem til en kamp mod Boise State, som allerede nu venter i Fiesta Bowl’en. Ikke den værste modstander at møde i en potentiel kvartfinale.
Clemson Tigers mod Texas Longhorns
Vi runder lørdagskampene af med braget mellem Clemson Tigers og Texas Longhorns.
Clemson fik med en sejr i ACC-mesterskabskampen over SMU Mustangs vendt hele opfattelsen af deres sæson. Med et nederlag havde headcoach Dabo Swinney kunne se tilbage på en skuffende sæson, hvor det blev til hele tre nederlag og ikke én eneste sejr over et rangeret mandskab. I stedet får han nu muligheden for at skabe overraskelsen mod et stærkt Texas-hold, som bookmakerne favoriserer med 12 point.
Og der må siges at være en grund til det spread. Texas har nemlig domineret alle ikke-Georgia modstandere i denne sæson og har således kun indkasseret 12,5 point pr. kamp. Angrebet har været præget af en del udskiftning på quarterbackpositionen, men når alternativerne står mellem Quinn Ewers og Arch Manning, så skal det nok gå alligevel. Texas har et stærkt mandskab, og har også slået flere prominente modstandere, men det må bekymre dem, at de ikke har kunne formå at få skovlen under Georgia i to forsøg nu.
Kampen begynder kl. 22 lørdag dansk tid på Texas’ hjemmebane med det mundrette navn Darrell K Royal Texas Memorial Stadium.
Tennessee Volunteers mod Ohio State Buckeyes
Endeligt skal vi også et smut forbi Columbus, hvor Ohio State Buckeyes hjemme tager imod Tennessee Volunteers.
Der kan dårligt være et større pres på en træner end det, som Ryan Day må lide under lige nu. Dette er i sig selv imponerende, siden James Franklin fra Penn State efterhånden også må være tæt på at opbrugt tålmodigheden, men man skal ikke undervurdere den effekt, som gentagende nederlag til Michigan har i staten Ohio. Men Ohio State har også et hold, som burde kunne lege med der, hvor det er sjovest. De har blot tabt to kampe, og ser vi bort fra nederlaget til Oregon, så har de ikke indkasseret mere end 17 point i en kamp. Læg dertil, at de har formået helt at holde modstanderne fra fadet i to kampe, og så er det ikke overraskende, at Ohio State har landets bedste defensiv opgjort i point pr. kamp.
Desværre for dem, så kunne Tennessee meget vel være det værste af “udeholdene”, som de kunne møde i første runde. Tennessee har nemlig gang i en ganske imponerende sæson, som blot har budt på to nederlag. De har haft det ottendebedste angreb både baseret på yards og point pr. kamp, mens deres forsvar også har sneget sig op i top 5 med kun 13,9 tilladte point pr. kamp. Selvom alle holdene i denne artikel består af talentfuldte mandskaber, så kommer vi ikke udenom, at rundens topkamp finder sted på Ohio Stadium.
Kampen sparkes i gang kl. 02 natten til søndag dansk tid.
Læs også de tidligere ugers Konge Kampe:
Uge 0/1 | Uge 2 | Uge 3 | Uge 4 | Uge 5 | Uge 6 | Uge 7 | Uge 8 | Uge 9 | Uge 10 | Uge 11 | Uge 12 | Uge 13 | Uge 14 | Konference Mesterskaberne








