College Konge Kampe: Uge 7

0

134 hold kæmper hver uge om at blive kongen af college, men nogle kampe betyder lidt mere. Gulklud hjælper dig på vej til, hvilke kampe du skal holde ekstra øje med.

Her på Gulklud vil vi hver uge hele sæsonen give vores bud på Konge Kampene, som er de vigtigste kampe, når det gælder rangering til slutspillet. Holdets nuværende position i Associated Press rangering fremgår af numrene foran navnet. Du kan læse mere om Associated Press og deres rangering ved at følge linket nedenfor.

Læs mere: De bedste hold efter uge 6!

#2 Ohio State Buckeyes mod #3 Oregon Ducks

I forhold til sidste uge, så er denne weekend en af de bedste når det gælder kvalitetsfodbold. Dette er især sandt for ugens Konge Kamp mellem Ohio State og Oregon. To sprængfarlige angreb møder hinanden og der er budt på fyrværkeri for alle pengene. Ohio State ser denne sæson som en “all-in” manøvre ved at fastholde en del spillere, som ellers kunne have været endt i NFL draften sidste år. Oregon, som allerede havde et stærkt hold, blev endnu stærkere ved at snuppe quarterback Daniel Gabriel i transferportalen over sommeren. Ohio State er favorit med 3 point, men alt kan ske. Hold øje med de to QB/WR duos i Gabriel og wide receiver Tez Johnson fra Oregon imod quarterback Will Howard og wide receiver Jeremiah Smith fra Ohio State. Begge har stået for knap halvdelen af deres quarterbacks touchdown kast i år og er store talenter.
Kampen spilles d. 13. oktober kl. 1:30 dansk tid.

#1 Texas Longhorns mod #18 Oklahoma Sooners

Dette er en af de ikoniske rivaler i College Football og deres årlige kamp har også fået et navn – “The Red River Rivalry” eller Den Røde Flods Rivalisering. Texas og Oklahoma kan også godt lide at kalde det “The Red River Shootout”, fordi kampene normalt er kendt for festfyrværkeri af angrebsspil. I år ligger Texas nr. 1 på ranglisten og er faktisk storfavorit med hele 15 point. Deres Heisman-kaliber quarterback Quinn Ewers kommer også tilbage fra skade i denne kamp og han forventes at være sulten efter at genfinde sig selv blandt favoritterne til den eftertragtede pris. På den anden side er et lidt mere rustent Oklahoma hold blevet ledt af quarterback Jackson Arnold, som skal tage sit spil op, hvis Oklahoma skal kunne følge med Texas overlegne angrebsspil.
Kampen starter d. 12. oktober kl. 21:30 dansk tid.

#9 Ole Miss Rebels mod #13 LSU Tigers

Ole Miss er igen i denne uge med i vores Konge Kampe. De formåede at vinde en god sejr imod South Carolina i sidste uge og står nu mod et godt LSU hold, som stadig ikke har formået at komme indenfor i top 12 endnu. Kampen spilles på LSU hjemmebane i Death Valley, men på trods af det er Ole Miss favoritter. Det her bliver en spændende kamp for begge hold, fordi vinderen kan begynde at se sig mere sikker i forhold til at have en plads i slutspillet, hvorimod taberen virkelig kan være i problemer.
Kampen spilles d. 13. oktober kl. 1:30 dansk tid.

Læs også de tidligere ugers Konge Kampe:

Uge 0/1 | Uge 2 | Uge 3 | Uge 4 | Uge 5 | Uge 6 | Uge 7