
For første gang nogensinde stod to rangerede hold over for hinanden i Aer Lingus College Football Classic.
Det blev en våd affære, da nr. 22 Iowa State Cyclones mødte nr. 17 Kansas State Wildcats i Dublin.
En ellers smuk uge i Irland blev forvandlet, da kampen sparkedes i gang under silende regn. Opgøret, som på forhånd var blevet spået til at skulle vise to unge quarterbacks i topform, udviklede sig hurtigt til en kamp domineret af forsvar og vejret.
Regnen skabte kaos på banen: hele fire fumbles fordelte sig ligeligt mellem de to hold. Kansas State udnyttede dog forholdene bedst i første halvleg, hvor deres forsvar fik konstant pres på Iowa State-quarterback Rocco Becht. Fire gange måtte han ned at ligge, og selv når han fandt sine receivere, svigtede hænderne – hele fire bolde blev tabt. Alligevel gik holdene til pause med stillingen 7-7..
Da vejret lettede i slutningen af tredje quarter, begyndte angrebene at finde rytmen. Rocco Becht stod for kampens første store højdepunkt, da han leverede en præcis aflevering til Brett Eskildsen, som akkurat fik en fod indenfor i endzonen. Touchdown og 14-7 til Cyclones.
Kort inde i fjerde quarter svarede Kansas State tilbage. Quarterback Avery Johnson solgte et pump-fake og sendte derefter en perfekt dyb bold til sin favoritreceiver Jayce Brown, der var smuttet bag Iowa States forsvar. Brown kunne jogge uhindret i endzonen til 14-14 – og kampen var for alvor åbnet op.
Herfra var det angrebene, der tog over. Iowa State fik marcheret ned ad banen, men måtte nøjes med et field goal. På det efterfølgende drive valgte Kansas State at gamble på en fjerde down og én yard på egen banehalvdel. Johnson løb selv bolden, men blev stoppet. Iowa State udnyttede straks muligheden, og Becht løb selv bolden ind til 24-14.
Men dramaet var langt fra forbi. På første spil i næste drive sendte Johnson en 65-yards bomb til Jerand Bradley, som sprintede hele vejen til endzonen. 24-21 – og hjemmeholdets fans på Aviva Stadium eksploderede i jubel.
Til sidst viste Iowa State dog kølighed. Cyclones kontrollerede bolden på det afsluttende drive og nåede helt til 1-yard linjen. Her blev Carson Hanson dømt kort af målstregen, men tiden var allerede løbet fra Kansas State. Kampen endte 24-21 til Iowa State, som dermed sikrede sig en tredje sejr i træk over rivalerne fra Kansas State i den såkaldte Farmageddon-duel.
Du kan se highlights fra kampen fra Big 12 konferences egen youtube-kanal herunder.








