Cincinnati Bengals har forlænget kontrakten med defensive end Sam Hubbard. Den fysiske pass rusher har fået forlænget sin aftale med fire år.

Cincinnati Bengals har sagt farvel til den dygtige pass rusher Carl Lawson i denne off season, og derfor var det nok endnu vigtigere for dem at sikre den alsidige EDGE Sam Hubbard for fremtiden.

Hubbard og Bengals er blevet enige om en fireårig kontraktforlængelse med en værdi på op mod 40 millioner dollar. Hubbard havde kontraktudløb efter den kommende sæson, men er nu bundet til Bengals de næste mange år.

26-årige Hubbad blev valgt i tredje runde i 2018-draften, men han gjorde sig hurtigt godt bemærket i 2018 og 2019, hvor det blev til 14 sacks over de to sæsoner. Hubbards 2020-sæson var plaget af lidt skader, og det blev kun til to sacks.

Alsidige Hubbard skal i 2021 jagte quarterbacks på en defensiv linje, hvor der også er investeret betydelige summer i D.J. Reader, Larry Ogunjobi og Trey Hendrickson.