Den tidligere Pro Bowler, Eric Reid, har efter længere tids arbejdsløshed endelig fundet sig en arbejdsgiver. Han skal tørne ud for Carolina Panthers i resten af sæsonen.

Colin Kaepernicks partner in crime har endelig fået en ny kontrakt. Han har ellers været persona-non-grata i NFL på linje med Kaepernick efter de iværksatte den store kneel-down kampagne, der af mange blev opfattet som upatriotisk, og en hån mod såvel det amerikanske flag, nationalsangen som militæret.

Selvom han har kvaliteterne til at spille i NFL, har han ikke kunne bide sig fast hos et hold i denne offseason, hvor det indtil videre kun var blevet til et besøg hos Bengals og et aflyst besøg hos Titans. Efter en længere og kontroversiel proces har Eric Reid nu endelig fået foden inden for NFL-døren igen. Det melder holdet fra Charlotte, North Carolina, via deres officielle Twitter.

En polemisk spiller?

Reid har, sammen med Colin Kaepernick, været en af de centrale personer i forbindelse med problematikken omkring protesterne under afspilningen af nationalhymnen og et efterfølgende søgsmål mod NFL. Så det er en, for nogle, kontroversiel spiller, som Panthers har skrevet med. Kaepernick er dog glad for nyheden om sin ven og tidligere holdkammerat.

Ledelsen hos Panthers valgte fornuftigvis at kigge på spillet, deres tynde safety-gruppe og ikke fokusere for meget på støjen omkring nationalhymnen.

“Eric har været en startende safety og spillet på et højt niveau igennem hans karriere i NFL. Efter vi satte Da’Norris Searcy på injured reserve, diskuterede Ron (Rivera) og jeg vores muligheder, og Eric var i toppen af vores liste. Han er en fysisk safety med gode boldevner, samt evnen til at lave spil,” udtalte Panthers’ general manager Marty Hurney i forbindelse med kontraktens offentliggørelse.

Reid har startet 69 kampe siden 49ers tog ham med 18. valget i 2013. Han var også i Pro Bowl 2014 som erstatning for en skadet Kam Chancellor. Reid står indtil videre noteret for 318 tacklinger, ét enkelt sack og 10 interceptions i sin karriere, og skal nu hjælpe en safetygruppe, der består af Mike Adams, Colin Jones og rookien Rashaan Gaulden.

Reid spillede i 13 kampe i sidste sæson, hvor han stod for 66 tacklinger, to interceptions, fire forsvarede kast og en enkelt fumble recovery.