
Carolina Panthers har forstærket deres tight end-position med den erfarne Darren Waller, som har skrevet under på en etårig aftale.
Carolina Panthers har indgået en etårig aftale med Darren Waller, som har været arbejdsløs siden afslutningen på 2025-sæsonen.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvor meget Waller står til at tjene med sin nye aftale.
Det er femte gang, at Darren Waller prøver lykken for et nyt mandskab, efter at han har tilbragt sine første ni sæsoner i NFL hos Baltimore Ravens, Oakland / Las Vegas Raiders, New York Giants og senest for Miami Dolphins.
I den forgangne sæson spillede Waller bare ni kampe, men han var særdeles effektiv i den begrænsede spilletid, han fik. Således greb den nu 33-årige tight end 24 bolde for 283 yards og hele seks touchdowns.
Da Darren Waller var på sit bedste i 2020-sæsonen, var han decideret umulig at dække op. Her greb han 107 bolde for 1.196 yards og ni touchdowns, og han blev derefter stemt i sin første og hidtil eneste Pro Bowl.
Desværre har Darren Wallers karriere også været kendetegnet ved hans inkonsistens – såvel spillemæssigt som uden for banen. Således har Waller afsonet flere karantæner for brug af ulovlige præstationsfremmende midler, som bl.a. holdt ham ude af hele 2017-sæsonen.
Derudover trak Waller stikket på sin spillerkarriere forud for 2024-sæsonen, før han så fortrød og fik en ny chance hos New York Giants.
Spørgsmålet er altså, om Carolina Panthers får den version af Darren Waller, som kan true ethvert forsvar, og som på sine bedste dage er en regulær touchdown-maskine, eller om de får den inkonsistente spiller, som de næppe ved, hvor de helt har?
Husk, at du kan se alle kampe fra NFL med GamePass. Hvis du tegner dit abonnement via dette link, så støtter du ovenikøbet Gul Klud.









