Panthers’ cheftræner Matt Rhule har meddelt, at Baker Mayfield har vundet duellen med Sam Darnold om tjansen som den startende quarterback i Carolina.

Så er det officielt. Baker Mayfield er blevet udnævnt til startende quarterback i Carolina Panthers. Det betyder, at Mayfield får sin formelle debut, når Panthers møder … Cleveland Browns (!) i sæsonpremieren.

Matt Rhule offentliggjorde sin beslutning på et pressemøde, hvor han gjorde det klart, at Mayfield og Darnold har haft lige vilkår for at vinde jobbet:

– Det har været en spændende proces, hvor vi især har vægtet tre ting i bedømmelsen af vores quarterbacks; Først og fremmest, deres evne til at lede angrebet; for det andet, deres evner i kampspecifikke situationer og for det tredje; deres evne til at fordele bolden på tværs af spillere. Baker (Mayfield) har udmærket og forbedret sig inden for de tre fokusområder, begrundede Matt Rhule.

Det er godt halvanden måned siden, at Carolina Panthers pungede ud for at hente Baker Mayfield ind. Panthers måtte slippe et valg i femte runde af 2024-draften, som potentielt kan blive til et valg i fjerde runde, hvis Mayfield får godt med spilletid. I den seneste sæson spillede Mayfield 14 kampe for Browns, hvori han kastede for 3.010 yards, 17 touchdowns og 13 interceptions.