Carolina Panthers har efter sigende valgt Tampa Bay Buccaneers’ offensive koordinator som ny cheftræner.

Ifølge flere medier som NFL Network, ESPN og The Athletic har Carolina Panthers fundet sin nye cheftræner. Valget er faldet på Tampa Bay Buccaneers’ offensive koordinator Dave Canales.

Carolina Panthers har et indgående kendskab til Canales, som utvivlsomt har været afgørende i ansættelsesprocessen. Panthers’ nye general manager Dan Morgan arbejdede sammen med Canales i Seattle fra 2010 til 2017, mens Panthers også har mødt Canales’ Buccaneers-angreb to gange i 2023-sæsonen.

Således nåede Dave Canales bare at stå i spidsen for Tampa Bay Buccaneers’ angreb i en enkelt sæson, før han gjorde sig fortjent til sit første cheftrænerjob i NFL. Canales har høstet roser for sin rolle i udviklingen og den spillemæssige genoplevelse af Geno Smith i Seattle og Baker Mayfield i Tampa Bay.

Nu skal Canales forsøge at gentage sit svendestykke med den noget yngre og mere uprøvede Bryce Young, som Panthers hentede med det første valg i 2023-draften. Young har haft en svær debutsæson i NFL, hvor han bare kastede 2.877 yards, 11 touchdowns og 10 interceptions. Derfor stod Young også i skyggen af sin rookie-konkurrent C.J. Stroud, der omvendt har taget ligaen med storm.