LeSean McCoy runder et skarpt hjørne i næste uge, når han kan fejre sin 30-års fødselsdag. Den spektakulære running back lover i den forbindelse, at han stadigvæk kan forbedre sig på banen.

I 2017-sæsonen brød Buffalo Bills med holdets 17-år lange slutspilstørke. Alligevel kommer Bills-angrebet til at se markant anderledes ud i 2018, hvor quarterback Tyrod Taylor er blevet erstattet med den lovende rookie Josh Allen, mens Eric Wood og Richie Incognito er gået på pension.

Holdets offensive katalysator, LeSean McCoy, har dog valgt at fortsætte karrieren i Buffalo, og i forbindelse med sin kommende 30-års fødselsdag slår McCoy fast, at han forventer at blive endnu bedre i fremtiden:

– Jeg har mere at byde på, og det motiverer mig kun, at I spørger ind til min alder. Det driver mig, og jeg sigter efter at nå 12.000 yards i min karriere, siger McCoy, der passerede 10.000 yard-milepælen i 2017.

 

LeSean McCoy har tørnet ud for Philadelphia Eagles (2009-2014) og Buffalo Bills (2015-2017) i sin karriere, og han står noteret for 10.092 yards og 66 touchdowns via løbespillet. Ydermere har McCoy grebet bolde for 3.378 yards og 15 touchdowns.