Terell Suggs og Steve Smith er begge på vej tilbage fra sidste års alvorlige skader, men de er ikke blevet klar holdets træningslejr, der begynder om en uge.

NFL holdene er på vej tilbage fra sommerferie, og i løbet af den næste uge vil alle holdene begynde deres træningslejr. Baltimore Ravens er et af de første hold, hvor rookies og udvalgte veteraner mødte ind, hvilket skete allerede i går. 

Her blev det også klart, at de skader der plagede holdet sidste år, stadig ikke er helt ude af verdenen. Seks spillere kommer til at starte træningslejren på den såkaldte “Physical Unable to Perfom” liste (PUP). Heriblandt store navne som Steve Smith, Elvis Dumervil, Terrell Suggs og Breshad Perriman.

#Ravens: LBs Terrell Suggs & Elvis Dumervil, WRs Steve Smith & Breshad Perriman, RB Trent Richardson & CB Jumal Rolle on PUP to start camp

— Ian Rapoport (@RapSheet) July 23, 2016

Terrell Suggs og Steve Smith er begge på vej tilbage efter overrevne akillessener, og det er ikke sikkert, at de overhovedet kommer i spil i optakten. Håbet er, at begge er klar til uge 1.

Breshad Perriman kæmper stadig med den drilske knæskade, der holdt førsterundevalget fra 2015 ude hele sidste sæson, og tidsrammen for hans tilbagevenden er stadig ukendt. Mindst alvorligt er det nok for Dumervil og Trent Richardson, der er på vej tilbage fra henholdsvis en fodskade og en mindre knæskade.

Når de opfylder kravene fra de opstillede fysiske tests, kan de tages af listen, hvornår det skal være. Mens de er på listen kan de dog ikke træne med, og hvis de stadig er på listen, når holdene skærer ned til de endelige 53 mand, så kan de heller ikke deltage i de første seks kampe i sæsonen.

Positivt for Ravens er det dog, at quarterback Joe Flacco, der rev sit korsbånd over sidste år, ikke er på PUP-listen, og dermed er helt klar til sæsonopstarten.