Efter et år væk fra NFL, er den karismatiske wide receiver Odell Beckham Jr. tilbage. Han har underskrevet en étårig aftale med Baltimore Ravens.

Baltimore Ravens og den tidligere Giants, Browns og Rams-receiver Odell Beckham Jr. er blevet enige om en etårig aftale, meddelte holdet søndag nat dansk tid.

Aftalen har en værdi af 15 millioner dollars men kan blive endnu mere værd, hvis Beckham opfylder forskellige kriterier i kontrakten.

Den 30-årige receiver får en lav grundløn på små 1,2 millioner dollars men får hele 13,9 millioner dollars i hånden ved kontraktens underskrivelse og kan opnå yderligere 3 millioner dollars i indbyggede bonusser.

Beckham sad ude hele 2022-sæsonen med en den korsbåndsskade han pådrog sig i Super Bowl 56, hvor han fra sidelinjen kunne se sine Rams holdkammerater besejre Cincinnati Bengals. Han kom til Rams midt i 2021-sæsonen og sluttede med 44 grebne bolde for 537 yards og fem touchdowns.

Nu skal han hjælpe et Baltimore Ravens mandskab, der i den grad mangler receivere, og stadig ikke har afklaring på quarterback Lamar Jacksons fremtid.