Los Angeles Rams er all-in. Halvanden uge efter de hentede Von Miller, er Odell Beckham Jr. nu også på vej til LA.

Odell Beckham Jr. er har netop underskrevet en kontrakt med Los Angeles Rams, og dermed er han den seneste tilføjelse til en af årets Super Bowl favoritter. Det skriver det amerikanske sportsmedie ESPN.

Dermed bliver den kontroversielle wide receiver en del af et af ligaens mest eksplosive angreb anført af quarterback Matthew Stafford, og han bliver en del af en receiver-gruppe, der allerede omfatter Cooper Kupp, Robert Woods og Van Jefferson.

Beckham blev free agent tirsdag, da han blev fritstillet af Cleveland Browns og ikke blev samlet op af andre klubber. Dermed var han fri til at skrive under med en anden klub, og Rams virkede ikke som en realistisk ny arbejdsgiver, da de er presset på lønloftet men de fik den 29-årige receiver billigt.

Kontrakten er kun gældende sæsonen ud og kan give Odell Beckham Jr. op til 4,25 millioner dollars. Han får 500.000 dollars i hånden og 750.000 dollars i garanteret løn resten af sæsonen. Derudover er der flere forskellige indbyggede bonusordninger, der beløber sig til tre millioner dollars inkl. 500.000 dollars, hvis Rams vinder Super Bowl.

Samlet er det lige under halvdelen af de 7,25 millioner dollars, som han gav afkald på hos Browns resten af året. Rams har i øvrigt kun ca. 3,1 millioner dollars tilbage på lønloftet, så hvis Beckham opfylder alle sine bonusser, skal de rykke lidt rundt på økonomien, men mon ikke de lige nu tænker: Den tid, den sorg.

I Los Angeles erstatter Beckham en anden erfaren wide receiver, da klubben i sidste uge fritstillede DeSean Jackson, der i stedet er taget Las Vegas Raiders. Mon ikke sidstnævnte hellere ville have haft Beckham.

Beckham er udvalgt til Pro Bowl tre gange, men har haft en elendig sæson for Browns, hvor han kun har grebet 17 bolde for 232 yards og nul touchdowns. Han har dog løbet et enkelt ind.

Rams napper Beckham for næsen af Green Bay Packers, der også var med i kapløbet om det tidligere første-runde valg, og New England Patriots, der var de første til at give ham et kontrakttilbud.

Den mest uheldige spiller hos Rams må i øvrigt være backup quarterback John Wolford, der først måtte slippe trøjenummer 9, da Rams hentede Matthew Stafford, og efter sit skifte til nr. 13 nu formodentlig også må give afkald på det nummer til Beckham.

Om Beckham spiller for Rams allerede i weekenden er stadig uvist, men ganske plausibelt, da Rams (7-2) først spiller mod divisionsrivalen San Francisco 49ers (3-5) mandag nat dansk tid.