Torsdag begynder NFL og om fem måneder er det slut. Men jeg ved allerede, hvordan det går.

NFL-sæsonen står for døren og vi ved, at der traditionelt sker en masse overraskelser. Der vil være fem-seks hold i playoffs, som ikke var med sidste sæson, og der vil være forhåndsfavoritter, der bommer den fuldstændigt.

Jeg giver dig her min uforbeholdne og fuldstændig subjektive forudsigelse for, hvilke spillere og trænere, der står med en award i hånden til NFL Honors lørdagen inden Super Bowl. Og så får du også et bud på et hold, der kollapser, og et hold, der overrasker.

Awards
MVP: Aaron MVP Aaron Rodgers, QB Green Bay Packers

Chefen er tilbage i Green Bay, og så er det hold bare helt anderledes. I de sidste 7 sæsoner er Packers 67-28 med Rodgers ved roret, og 6-12-1 uden ham. Det siger alt, og han er i mine øjne ligaens bedste quarterback. Han fører Packers i slutspillet, men desværre er han ikke omgivet af nok talent til, at de kommer særlig langt. Alligevel er der ingen tvivl. Aaron Rodgers bliver kåret til MVP for tredje gang.

Offensive Player of the Year: Drew Brees, QB New Orleans Saints
Prisen kunne også gå til Antonio Brown, men jeg tror Drew Brees og Saints kommer rigtig langt i år. Brees har en masse dejlige våben at lege på angrebet, og forsvaret har gennemgået en transformation de sidste to sæsoner, og er pludselig ganske slagkraftigt. Det er svært at give offensive player awarden til en anden quarterback, når MVP-titlen også er gået til en quarterback, men jeg tror på Brees her.

Defensive Player of the Year: Khalil Mack, LB Chicago Bears
Wauw. Sikke et skifte. Khalil Mack til Bears. Den var vi ikke mange, der havde set komme. Men måske er det lige nøjagtig, hvad Chicago har brug for. De kan godt overraske i år, og med Mack på holdet har de et frygtindgydende forsvar. Han er omgivet af bedre spillere, end han var i Oakland, og får dermed endnu bedre mulighed for at vise sig frem. Mack vinder prisen som årets bedste forsvarspiller for anden gang på tre år.

*** Læs også: Elming: Sådan går det dit hold!

Offensive Rookie of the Year: Sam Darnold, QB NY Jets
Der er ikke så mange om buddet her, når først Darnold melder sig på banen. Jo, jo der kan da være en receiver eller en runningback, eller måske en offensive lineman, der tager ligaen med storm, men når først en quarterback med Darnolds kvaliteter går på banen og starter fra første kamp, så er den potte ude. Jeg ville blive meget overrasket, hvis ikke Darnold vinder prisen for bedste offensive rookie.

Defensive Rookie of the Year: Tremaine Edmunds, LB Buffalo Bills
I modsætning til den offensive side af bolden, er der mange flere om buddet på defense til at blive rookie of the year. Mit bedste bud inden sæsonen er Buffalo Bills nye linebacker Tremaine Edmunds. Han er kun 20 år, men virker allerede som om han er klar til at træde direkte ind blandt de mest toneangivende linebackers i ligaen. Hos Bills bliver han hjulpet af en defensiv linje, som optager modstandernes offensive linje, og giver Edmunds frit lejde til at patruljere fra sidelinje til sidelinje.

Coach of the year: Matt Nagy, Chicago Bears
Matt Nagy er hentet til Bears fra Kansas City Chiefs, hvor han var offensive coordinator. Han er ikke blevet 40 endnu og kommer med masser af ny energi og et frisk syn på offensiv football. Hos bears får han masser af nye våben at lege med, og så har han en ung quarterback i Mitchell Trubisky, som han kan forme til sit system.

Comeback Player of the Year: Aaron Rodgers, QB Green Bay Packers 
Det er svært at komme udenom Aaron Rodgers, og vinder han ikke prisen er det fordi det er for nemt at give ham den. En anden mulug kandidat er Dallas Cowboys defensive end Randy Gregory, der har haft karantæne i over to år pga. præstationsfremmende midler. Det er måske nok lidt kontroversielt at give ham den, men på den anden side, er det et godt signal at sende, hvis han er clean. Hvis…

Årets flop
Hvis det ikke havde været for en elendig AFC East division kunne jeg godt se New England Patriots misse playoffs i år. I flere år har de savnet talent, men Belichick/Brady kombinationen har reddet dem. Det er det samme i år, men jeg tror de klarer den fordi de mindst får 5 sejre i divisionen. I stedet går mit flop til Tennessee Titans, der ikke lever op til sidste års playoff-plads og bommer den fuldstændig i år. De ender max. 8-8 og kommer ikke i slutspillet.

Årets overraskelse
Har du læst hele artiklen har du nok gættet det. Jeg tror faktisk Chicago Bears har en chance med Khalil Mack på holdet for at overraske og måske spille sig i playoffs. De ligger godt nok i NFLs hårdeste division med Packers, Vikings og Lions, der alle tre håber på en plads i slutspillet. Det er ikke umuligt at NFC North sender tre hold i playoffs, og det ene kunne godt være Chicago Bears.