Køb NFL GamePass
Forside Analyse Fem mulige handler før transferdeadline  

Fem mulige handler før transferdeadline  

0

Transfermarkedet er rødglødende i NFL, og her får du vores bud på fem profilerede handler, som meget vel kan lande, før vinduet lukker.  

Selvom transfervinduet først lukker den 10. november, så bliver der allerede handlet spillere i et omfang, som vi sjældent har oplevet. Og det er ikke hvilke som helst spillere, der er på blokken.  

Alene i den seneste måneds tid er profilerede spillere som Jeffrey Simmons, Quenton Nelson, DeForest Buckner, Cam Jurgens, Marvin Harrison Jr., Joey Porter Jr. og J.J. McCarthy alle blevet skippet videre i NFL-systemet.  

Få NFL GamePass til 999,-

Og der er intet, som tyder på, at ligaen sænker tempoet frem mod transferfristen. Tværtimod.

Derfor får du her Nicholas Isak Jørgensens ydmyge bud på, hvilke fem profilerede spillere, der meget vel kan skifte hold, før transfervinduet lukker i, samt hvor de kan ryge hen.  

Jonathan Taylor til Minnesota Vikings  

Det er tydeligt for enhver, at Indianapolis Colts har kastet håndklædet i ringen. Efter syv spillerunder har Colts bare vundet to kampe, og de har fyret deres mangeårige general manager Chris Ballard.  

Nu er brandudsalget startet, og Colts har allerede vekslet profilerne Quenton Nelson og DeForest Buckner til fornyet draft-kapital, og rygterne tilsiger, at Jonathan Taylor meget vel kan være den næste spiller i handelsrækken.  

Den 27-årige runningback har været én af de allerbedste på sin position i de seneste to sæsoner, hvor han har løbet for henholdsvis 1.431 og 1.585 yards og scoret 29 touchdowns.  

Taylor er også én af få Colts-spillere, som kan være sin indsats bekendt i 2026-sæsonen, hvor han foreløbigt har leveret 765 offensive yards og scoret otte touchdowns, hvilket er flest løbede scoringer i NFL.  

NFLmings lilla helte fra Vikings skulle efter sigende være klar til at forstærke sine titelambitioner med at hente Jonathan Taylor til Minnesota. Det virker næsten for oplagt, gør det ikke?  

Josh Downs til Kansas City Chiefs  

Før vi slipper de nødlidende Indianapolis Colts, så skal vi fremhæve deres utilfredse receiver Josh Downs, der har indgivet en transferanmodning i kølvandet på Nelson- og Buckner-handlerne.  

Josh Downs er lidt af en favorit i de mere nørdede football-miljøer, fordi han har en åbenlyst imponerende topfart, og så løber han nogle ganske udmærkede ruter. 

Disse kvaliteter har endnu ikke udmøntet sig i toppræstationer på grønsværen, hvor han bare står noteret for 2.447 grebne yards og 11 touchdowns i sine foreløbigt 54 kampe i NFL. Men tesen er, at Downs’ potentiale kan blive forløst under de rette omstændigheder, hvilket gør ham til en attraktiv handelsvare.  

Kansas City Chiefs er ét af de hold, som har akutte mangler på receiverposten. Bevares, Chiefs råder allerede over Xavier Worthy, som også besidder en imponerende topfart, men de har ikke en spiller, som har et lige så raffineret rutetræ som Josh Downs. Det får Chiefs brug for, hvis de for alvor skal genetablere som en seriøs Super Bowl-kandidat.  

Jeg tror ikke, at det er helt usandsynligt, at Brett Veach lander en aftale med Colts om Josh Downs, som i øvrigt har kontraktudløb efter 2026-sæsonen.  

Budda Baker til Buffalo Bills 

Det er åbenlyst for enhver, at Buffalo Bills har en helt særlig mulighed for at fordrive deres mangeårige Super Bowl-spøgelse i denne sæson. Josh Allen spiller igen på et MVP-niveau, og angrebet har foreløbigt scoret flest point (32,8 pr. kamp) i sæsonen.  

Problemet er bare, at forsvaret stadigvæk er Bills’ helt store akilleshæl. Indtil videre har Bills tilladt tredjeflest point (28,5 pr. kamp) og næstflest yards (386,8 pr. kamp) i NFL. De er nødt til at sætte en prop i, hvis de ikke skal spilde endnu en af Josh Allens magiske sæsoner.  

Det kan de gøre ved at hente den fænomenale safety Budda Baker fra Arizona Cardinals. Bakers nuværende aftale løber til og med 2027-sæsonen, så Cardinals skal snart slå til, hvis ikke de vil risikere at miste deres stjernespiller uden nævneværdig kompensation.  

Derudover er Cardinals’ sæson de facto forbi, efter at de bare har vundet to af de første syv kampe i grundspillet, og dermed indtager en sikker sidsteplads i NFC West.  

Daron Payne til Green Bay Packers 

Selvom det generelt står skidt til i NFC East, så skiller Washington Commanders sig alligevel ud som den sikre bundprop i den vakkelvorne division. Hovedstadsholdet har bare vundet én af sine første seks opgør, og trænersædet må efterhånden være brandvarmt under Dan Quinn.  

Derfor vil det være helt naturligt, hvis den sportslige ledelse afsøger mulighederne for at veksle deres mere erfarne profiler til fornyet draft-kapital. Daron Payne har et åbenlyst salgspotentiale, da han har bevist, at han stadigvæk har niveauet til at gøre en forskel i NFL, og så har han kontraktudløb efter sæsonen.  

Green Bay Packers har været ét af de mest aktive hold på rygtebørsen, hvor de bl.a. blev kædet sammen med DeForest Buckner, før Indianapolis Colts landede en aftale med San Francisco 49ers.  

Det gør ostehovederne fra Wisconsin til en åbenlys handelspartner for Commanders. Daron Payne ville også passe glimrende ind i Packers’ 3-4-forsvarssystem, hvor han ville adressere et akut behov. Ifølge NextGenStats har Packers det ottendemindst effektive løbeforsvar i NFL, og det er ikke holdbart, hvis defor alvor skal true modstanderne i den konkurrencedygtige NFC North.  

Khalil Mack til New England Patriots  

Bevares, Los Angeles Chargers har forsøgt at overbevise omverdenen om, at de ikke har i sinde at sælge deres startere fra, før transfervinduet lukker.

Det er måske den mest virkelighedsfjerne udtalelse, som jeg har læst fra et NFL-hold i år. Realiteten er derimod, at Chargers stadigvæk har sin første sejr til gode, og at der ikke er noget, som tyder på, at forløsningen kommer lige foreløbigt.

Jeg tillader mig derfor – på vegne af Chargers – at afsøge muligheden for at afsætte den erfarne, men fortsat produktive, presspiller Khalil Mack, som har kontraktudløb efter sæsonen. Hvis Chargers skal nå at få en eller anden form for kompensation for den 35-årige forsvarsklippe, så er det nu, de skal slå til.

New England Patriots kan være en realistisk bejler, da de stadigvæk er inde i kampen om slutspilspladserne, og er relativt svagt stillet på EDGE-positionerne. Mack vil være en øjeblikkelig opgradering over Elijah Ponder og Dre’Mont Jones, og han har både kvaliteterne og erfaringen til at kunne gøre en forskel, når sæsonen spidser til.