Dirk Koetter og Mike Mularkey bliver henholdsvis offensiv koordinator og tight end-træner hos Atlanta Falcons.

Atlanta Falcons har hentet et par prominente trænere ind til at hjælpe deres angreb i næste sæson.

59-årige Dirk Koetter, der for nylig fyret som Tampa Bay Buccaneers’ cheftræner, er således blevet hentet ind som ny offensiv koordinator. Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

Koetter havde den samme rolle i Falcons fra 2012 til 2014 med stor succes, og nu skal han igen forsøge at forløse angrebets potentiale. I de to forgangne sæsoner har Falcons’ angreb nemlig ikke formået at leve op til deres potentiale, hvilket fik klubben til at fyre den nu tidligere offensive koordinator, Steve Sarkisian.

I de tre forgangne sæsoner har Koetter været cheftræner i Buccaneers, der i sidste sæson mønstrede et stærkt angreb. Det var imidlertid ikke nok til at sikre en god sæson og Koetters job, og i løbet af Koetters tre år i Tampa Bay blev det til 19 sejre og 29 nederlag.

Foruden Koetter har Falcons også hentet en anden tidligere cheftræner ind i trænerstaben.

Mike Mularkey, der stod i spidsen for Tennessee Titans i 2016 og 2017 skal nemlig være tight end-træner i klubben. Ligesom Koetter har Mularkey også en fortid i Falcons, hvor han var offensiv koordinator fra 2008 til 2011.