
Falcons måtte reagere prompte, da holdets erfarne men skadesplagede tackle Kaleb McGary pludseligt trak sig tilbage. I stedet skal Jawaan Taylor udfylde den vigtige rolle i den kommende sæson.
Efter syv år som professionel har Atlanta Falcons’ højre tackle Kaleb McGary besluttet at lægge hjelmen på hylden.
Kaleb McGary har truffet beslutningen efter, at han sad ude i hele 2025-sæsonen med en alvorlig knæskade. Den bare 31-årige skyttegravskriger nåede at spille 92 kampe for Falcons, siden de valgte ham i første runde af 2019-draften.
Beslutningen efterlod Atlanta Falcons med et vidt gabende hul på højre tackle. Det er en position, som har en særlig betydning i Atlanta, fordi både Michael Penix Jr. og Tua Tagovailoa kaster med venstre hånd, hvilket gør deres højre side til deres blinde vinkel.
Som følge har Falcons reageret prompte og skrevet en etårig kontrakt med den profilerede tackle Jawaan Taylor.
Jawaan Taylor skifter til Atlanta, efter at han har været en fast bestanddel på Kansas City Chiefs’ højre tackle-position i de seneste tre sæsoner. Således har Taylor også været med til at vinde en enkelt Super Bowl-titel med Chiefs.
Kansas City Chiefs skilte sig af med Taylor tidligere på foråret som led i en større sparerunde. Chiefs sparede i omegnen af 130 millioner danske kroner ($20 mio.) med fyringen.
Mens Jawaan Taylor leverede skudsikker beskyttelse af Patrick Mahomes, så havde han svært ved at overholde spillereglerne. I sine 45 kampe for Chiefs begik Taylor hele 49 penalties, hvilket er suverænt flest af alle offensive linjespillere i denne periode.








