
Kansas City Chiefs har afskediget deres løntunge skyttegravskriger Jawaan Taylor, som har indtaget deres højre tackle-position i de seneste tre sæsoner.
Jawaan Taylor er fortid i Kansas City. Chiefs har efter sigende meddelt den 28-årige offensive tackle, at han bliver fritstillet forud for Free Agency, hvis det ikke lykkes at finde en handelspartner forinden.
Hvis Chiefs ender med at fritstille Jawaan Taylor, vil de spare i omegnen af 130 millioner danske kroner ($20 mio.) i forhold til lønloftet.
Afskedigelsen er den seneste i en række beslutninger fra Chiefs, som skal nedbringe deres lønomkostninger i den kommende sæson. I den seneste uge fyrede Chiefs den dobbelte Super Bowl-vinder Mike Danna og omstrukturerede Patrick Mahomes’ aftale.
Jawaan Taylor havde et enkelt år tilbage af sin fireårige aftale med Kansas City Chiefs. Taylor skiftede til Chiefs forud for 2023-sæsonen, og hjalp med at stabilisere deres offensive linje.
Således var Taylor med til at vinde Super Bowl LVIII sammen med Chiefs, hvor de besejrede San Francisco 49ers efter forlænget spilletid.
Mens Jawaan Taylor leverede skudsikker beskyttelse af Patrick Mahomes, så havde han svært ved at overholde spillereglerne. I sine 45 kampe for Chiefs begik Taylor hele 49 penalties, hvilket er suverænt flest af alle offensive linjespillere i denne periode.
Spørgsmålet er nu, om Kansas City Chiefs vil benytte Jaylon Moore, som de hentede ind i fjor, som deres nye starter på højre tackle, eller om de vil adressere positionen i enten Free Agency eller i draften, hvor de bl.a. råder over det niende valg i første runde.








