Aftenens forret serveres – traditionen tro – i Detroit, hvor upåagtede Lions møder divisionsrivalerne fra Chicago Bears.

Thanksgiving og Detroit har været hinandens synonymer siden 1934, da Lions’ daværende ejer George A. Richards afviklede den første kamp under højtidelighederne. Tiltaget virkede, og Lions vekslede et normalvist halvtomt stadion til fulde tribuner.

Den flotte opbakning i 1934 rakte imidlertid ikke til sportslig succes, da Detroit Lions tabte opgøret med 19-16 til Chicago Bears. Og det virker ikke utopisk, at vi får et lignende resultat i aften, når Bears igen gæster Detroit under højtidelighederne.

Faktum er, at det er to – mildest talt – haltende mandskaber, som indleder aftenens program. Detroit Lions har stadigvæk deres første sejr til gode i 2021, og Chicago Bears’ sæson kuldsejlede de facto, da man tabte til Baltimore Ravens, som startede Tyler Huntley i Lamar Jacksons sygefravær, i 11. spillerunde.

Læs også: Thanksgiving-optakt – Dallas Cowboys vs. Las Vegas Raiders

Seneste nyt på skadesfronten

Ikke nok med at Bears led et smertefuldt og sæsondeterminerende nederlag, så måtte rookie-sensationen Justin Fields også udgå undervejs med flere skadede ribben. Og senest har Matt Nagy meldt ud, at Justin Fields ikke kan spille i aftenens opgør.

Det betyder, at Andy Dalton igen skal i aktion. Den rutinerede quarterback var tæt på at genindtræde rollen som Baltimore Ravens’ ultimative nemesis, da han blev skiftet ind i søndags og kastede for 201 yards og to touchdowns. Detroit Lions må dog forventes at være anderledes velforberedt på den rødhårede veteran og hans spidskompetencer.

Foruden Justin Fields har Bears meldt Akiem Hicks (ankelskade) og Damien Williams (lægskade) ude, mens der fortsat er tvivl om Allen Robinson (forstrækning), Eddie Jackson (forstrækning) og Tashaun Gipson Sr. (brystskade). For god ordens skyld skal det også nævnes, at Khalil Mack er færdig for sæsonen med en fodskade, der påkræver operation.

Værterne fra Detroit har endnu ikke meldt officielt ud, om Jared Goff er blevet sin muskelskade kvit. Ifølge NFL Network ventes Dan Campbell at tage endegyldigt stilling til Goffs aktivitet inden kampstart. Hvis Goff ikke bliver sin skade kvit, skal upåagtede Tim Boyle starte for anden spillerunde i træk. Boyle leverede en harmløs debut i søndagens nederlag, hvori han ramte på 15 af 23 kast for 77 yards og to interceptions.

Derudover har Detroit Lions meldt Halapoulivaati Vaitai (hjernerystelse) og Trey Flowers (knæskade) ude til aftenens opgør, mens Michael Brockers er tvivlsom med knæproblemer.

Læs også: Thanksgiving-optakt – New Orleans Saints vs. Buffalo Bills

Hold øje med…

Hvilket løbeangreb viser sig kampafgørende?

Med udsigten til, at Detroit Lions enten starter en forslået Jared Goff eller Timothy Kevin Boyle, samt at Andrew Gregory Dalton (…) er gæsternes uundgåelige starter, bliver vi nødt til at fokusere på spillerne omkring dem, som kan gøre en positiv forskel. Dertil råder både Lions og Bears over et par iøjnefaldende runningbacks, der skal lette presset på førnævnte ”statister” og levere de kampafgørende spil.

Samtidig rangerer både Lions og Bears’ forsvar blandt ligaens ti dårligste forsvar mod løbespillet. Lions har tilladt næst flest løbede yards med 140,5 pr. kamp, mens Bears har tilladt niende flest ditto med 122,8 pr. kamp. Og for at gøre ondt værre mangler Bears adskillige defensive profiler såsom Khalil Mack og Akiem Hicks.

Derfor burde både D’Andre Swift og David Montgomery have optimale arbejdsbetingelser i aftenens kamp. Swift har været en enmandshær for Lions i 2021 med 975 totale yards og seks scoringer og senest stod han også for Lions’ eneste touchdown i nederlaget til Browns.

Omvendt har David Montgomery haft en skadesplaget sæson, hvortil han blot har medvirket i seks kampe i 2021. Han fik dog banket lidt rust af i 11. spillerunde mod Baltimore Ravens, da han leverede 67 yards på 15 boldberøringer. Derfor bør I også holde et vågent øje med Bears’ nummer 32, når Andy Dalton giver fortabt. 

Fortsætter Robert Quinn sit storspil?

Robert Quinn var her, der og alle vegne, da Chicago Bears’ forsvar lykkedes med at neutralisere Baltimore Ravens’ angreb indtil kampens sidste angrebsserie. Den 31-årige EDGE-spiller leverede fem tacklinger, 3,5 sacks og forcerede en fumble mod den til tider hjælpeløse Tyler Huntley.

Således bragte Quinn sig op på 26 tacklinger og 10 sacks i indeværende sæson, hvilket bringer minderne fra 2013 frem, da han var en force for St. Louis Rams. Nu står Quinn enten over for en medtaget Jared Goff eller reserven Tim Boyle, og det kan godt gå hen at blive grimt.

Foreløbigt har Detroit Lions’ ellers dyrt købte offensive linje tilladt 2,7 sacks pr. kamp, hvilket er ottende flest i NFL-anno 2021. Jeg har på fornemmelsen, at Robert Quinn igen træder i karakter og bliver kampafgørende i aften.

Forudsigelse

Til trods for at Chicago Bears spiller på udebane og mangler adskillige profiler – deriblandt Justin Fields – så forventer jeg, at de trækker sig sejrsrigt ud af aftenens første Thanksgiving-opgør. Detroit Lions har scoret færre end 20 point i ni kampe i træk og lever udelukkende på vilje og hårdført spil i skyttegravene. Det er ganske enkelt ikke nok til at vinde i NFL.

Chicago Bears hiver en smal sejr hjem på 19-13.