Overreaktioner efter første spillerunde 

0

Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen har udvalgt tre overreaktioner, der fylder i spalterne efter første spillerunde, men som I bør være varsomme med at købe ind på. 

Efter syv måneders ventetid er NFL omsider tilbage – og den første spillerunde skuffede bestemt ikke. Vi overværede flere overraskelser, som da upåagtede New England Patriots overvandt Cincinnati Bengals på udebane i Ohio, eller da New Orleans Saints scorede 47 point mod divisionsrivalerne fra Carolina Panthers. 

Nu forsøger vi at fordøje de mange indtryk, og i denne proces er det altafgørende at stille sig selv spørgsmålet: Har vi set den spirrende begyndelse på en eller flere tendenser, som kommer til at præge 2024-sæsonen? Eller overreagerer vi, fordi vi har hungret efter sporten og den debat, som den sætter ild til? 

Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen har naturligvis fulgt med, og i denne artikel sætter han fokus på de største overreaktioner, som han mener, er uberettigede i kølvandet på den første spillerunde. 

Overreaktion: Justin Fields bør starte på bekostning af Wilson

Quarterback-konkurrencen i Pittsburgh er én af de store historier fra foråret og sommeren, som bare bliver ved med at give. Søndag skrev Justin Fields det seneste kapitel i stridigheden, da han startede på bekostning af den skadede Russell Wilson, og førte Steelers frem til en flot 18-10-sejr mod de imødesete Atlanta Falcons. 

Undervejs ramte Justin Fields på 17 af 23 kast for 156 yards, mens han også løb for 57 yards. Derudover fik Fields rettet op på den uheldige tendens fra træningskampene, da han ikke mistede en eneste bold i første spillerunde.

Præstationen har fået flere eksperter og tidligere spillere på banen, som mener, at den dynamiske quarterback bør starte på bekostning af Russell Wilson. Jeg mener imidlertid, at der er tale om en overreaktion. 

Arthur Smith anlagde en yderst konservative angrebsstrategi mod Falcons, og Fields leverede bare 3,9 yards pr. kast i første halvleg. Derudover scorede hverken Fields eller Steelers’ angreb et eneste touchdown, og de vandt hovedsageligt kampen på grund af T.J. Watts fremragende præstation. Derudover har Mike Tomlin flere gange understreget, at Russell Wilson er holdets ubetingede starter.

Næste side: Har vi en ny favorit i NFC South?