To uger af NFL-sæsonen er gået, og i denne uge blev vi blandt andet velsignet med store comebacks, men desværre også flere store skader.
- Bengals er 0-2, og det er deres mindste bekymring
Eller, det er egentlig en ret stor bekymring for forsvindende få af de hold, der starter 0-2 når slutspillet for slet ikke at tale om Super Bowl. Og nu er Joe Burrow også skadet igen og hans status for næste uge er usikker. Hvis Bengals går 0-3 er det lige før, at de næsten kan begynde at pakke sammen og gøre klar til næste sæson.
- Jets med Rodgers > Jets med Zach Wilson
Det værst tænkelige skete for Jets, efter jeg havde skrevet denne artikel i sidste uge. Aaron Rodgers nåede kun fire snaps i sæsonen, inden det var ovre, så nu hænger de på Zach Wilson så længe. Og mod Cowboys kastede den uge quarterback tre interceptions, hvilket må give anledning til dybe panderynker hos Jets-ledelsen. Man bliver nødt til at finde en anden løsning.
- Giants slog Froholdt og Cardinals, men det holdt hårdt
New York-holdet startede således med at komme bagud med 0-20 og efter en nedslagtning på 0-40 i sidste uge så det ud til, at Giants havde glemt, hvordan man spiller football. Men så tog fanden ved dem, og de fik skabt et stort comeback. Så nu er der selvtillid hos G-Men! Eller hvad?
- Commanders kan blive gode med Sam Howell
Rookien fra sidste år var således rigtig solid mod Broncos søndag og ledte helt rolig Commanders til et kæmpe comeback mod Denver. Washington endte med at vinde 35-33 efter at have været bagude med 3-21, men et stærkt forsvar og føromtalte Howell fik ført dem tilbage, og holdet fra hovedstaden er nu 2-0.
- Falcons er OGSÅ 2-0
Og de ligner faktisk et hold, der sagtens kan slå fra sig. Godt nok krævede det et comeback og et field goal i de døende sekunder at slå Packers, men der er store perspektiver i angrebet, og forsvaret kan viser også tænder. Eller… næb? Anyway hos Packers må der være optimisme på trods af nederlaget. Jordan Love har nu 6 touchdowns og 0 interceptions i sæsonens første to kampe.
- Mahomes får flere penge af Chiefs
Patrick Mahomes er den bedste quarterback i verden, mens hans løn afspejlede det ikke. Så nu har Chiefs belønnet ham og omstruktureret hans kontrakt, så han igen er blandt de allerbedst betalte. Spørgsmålet er så bare, om det ikke kommer på et lidt mærkeligt tidspunkt, hvor angrebet har det svært og Chiefs med nød og næppe er 1-1 og måske kunne bruge pengene på at hjælpe Mahomes i stedet. Men oh well…
- Rams-rookie sætter rekord
Puka Nacua… Det siger dig ikke noget? Rams-receiveren er rookie, men slog i weekenden rekorden for flest grebne bolde efter to uger af sæsonen. Nacua har grebet 25 bolde. Dermed er han altså på vej mod 212 receptions i denne sæson, og selvom det nok ikke går sådan, så er det imponerende.
- Bills tilbage på sporet
Det så ikke godt ud i uge 1, men mod Raiders var Buffalo anderledes godt kørende, og de ser nu ud til at være på sporet i AFC East, hvor den største konkurrent til divisionen bliver Dolphins. Raiders startede ellers kampen med at score et touchdown og komme på 7-0, men derfra vandt Bills med 38-3 og smadrede således de sortklædte.
- Flere slutspilskandidater på tynd is
Jeg nævnte det med Bengals, men flere slutspilskandidater er allerede på meget tynd is i forhold til at nå deres mål i år. Således er et hold som eksempelvis Chargers 0-2. Det samme er Vikings ligesom outsidere til slutspilspladser som Broncos og Patriots. Tingene skal vendes rundt – meget hurtigt – for de pågældende hold, hvis de skal have en chance i år.
- Katastrofe for Browns og Chubb
Endnu en mandagskamp, endnu en ødelæggende skade. Denne gang til Browns’ all-pro runningback Nick Chubb, der efter alt at dømme er færdig for sæsonen med en grusom knæskade. En skade så grim, at den ikke blev vist i langsom gengivelse på tv. Chubbs skade er et kæmpe tab for Browns, der mister vigtigt terræn i AFC North, og den division ligner pludselig et opgør mellem Ravens og Steelers.
Related