10 ting vi lærte i uge 7: Stay classy, Cleveland

0

Et hold er stadig ubesejret og så blev flere quarterbacks skadet i denne uge. Her er 10 ting, vi lærte i uge 7.

1. Er Chiefs det dårligste 6-0-hold nogensinde?
Længe så det tæt ud mod 49ers, men til sidst var Chiefs alligevel bedst og tog en sikker sejr. Men Mahomes spiller ikke fremragende, og det er forsvaret, der bærer holdet lige nu. Chiefs ligner ikke et 6-0-hold, men statistikken lyver jo ikke. Spørgsmålet er så, om Mahomes og angrebet kan få gang i deres gode spil – i så fald kan de blive meget skræmmende.

2. Watson smadrer akillessenen – Browns-fans jubler
Også Cleveland har potentiale til at forbedre sig. Søndag udgik quarterback Deshaun Watson med en overrevet Akillessene og fansene i Cleveland kvitterede med at juble, mens quarterbacken grædende blev kørt fra banen. Jeg forstår godt, at man ikke kan lide Deshaun Watson. Men stay classy, Cleveland.

Læs mere: Er Deshaun Watson-æraen forbi i Cleveland?

3. Lions tager føringen i NFC North
I et brag af et opgør tog Vikings imod divisionsrivalerne fra Detroit, og det blev Lions, der træk sig sejrrigt ud af opgøret med et field goal til sidst. Dermed fik Vikings årets første nederlag, og Lions tog samtidig føringen i NFC North. Og for at være ærlig er jeg ikke sikker på, at de giver den fra sig igen.

4. Ravens ligner det bedste hold i AFC
Mandag nat viste Ravens og Lamar Jackson endnu en gang, at de er kommet sig ovenpå sæsonstartens vaklen, og på trods af deres rekord ligner de det bedste hold i AFC. Stod Chiefs og Ravens til at møde hinanden i en AFC-finale i dag, ved jeg i hvert fald godt, hvor jeg ville sætte mine penge.

Se også: Højdepunkter fra pointfesten i Tampa Bay

5. Saquon Barkley fik “hævn” over Giants
Jeg ved egentlig ikke, om Saquon Barkley føler, at han havde brug for hævn over sit gamle hold. Men han brændte i hvert fald banen af. Barkley løb 176 yards på 17 forsøg inklusiv et touchdown, og han sad ude i praktisk talt hele fjerde quarter. Giants kunne godt have brugt ham søndag.

6. Uheldene regner fortsat ned over 49ers’ angreb
Længe så det ud til, at 49ers kunne følge med Chiefs, men til sidst trak udeholdet fra. Og det hjælper ikke for San Francisco at deres angreb er helt anderledes i forhold til sæsonstarten. Søndag sad Deebo Samuel ude med lungebetændelse, Christian McCaffrey er stadig ude på ubestemt tid, og i kampen overrev Brandon Aiyuk to ledbånd i knæet og er færdig for sæsonen. Det bliver ikke i år for 49ers.

Læs mere: Brock Purdy må undvære Brandon Aiyuk i resten af sæsonen

7. Jayden Daniels skadet – Commanders krydser fingre
Commanders vandt en stensikker sejr på 40-7 over Panthers, men sejren kom med en pris. Således udgik rookie quarterback Jayden Daniels med en skade, og det er vel noget af det, man har frygtet mest fra quarterbacken, der løber så meget. Alt tyder på, at Daniels hurtigt kommer sig, men det er et faresignal for Commanders.

8. Rookie quarterbacks i slutspillet
Apropos Daniels, så ville han og de to andre rookie quarterbacks, der har startet hele året alle være i slutspillet, hvis det begyndte i dag. Mens Commanders sidder på andet seed i NFC, så har Broncos med Bo Nix og Bears med Caleb Williams syvendepladsen i de to konferencer. Det er vildt, hvis det holder.

9. Brock Bowers holder Raiders oppe
Ikke, at det er godt nok. Rookien kan ikke trække Raiders til sejre. Men den unge tight end er helt sikker på vej til at blive en stjerne, og det er lidt uhyggeligt at tænke på, hvad han kan blive til, hvis han får en ordentlig quarterback at gribe bolde fra.

10. Uheldige Davante Adams
I sidste uge tabte Davante Adams og Las Vegas Raiders til Steelers. I midtugen blev han handlet til Jets og søndag aften tabte han så igen til… Steelers. Jets så ikke umiddelbart ud til at have fået stor hjælp af Adams, og måske kommer det til at vise sig, at man nu bare endnu en gang har føjet Aaron Rodgers uden resultater til følge.