
Scoringerne væltede ind, da Tampa Bay Buccaneers og Baltimore Ravens tørnede sammen i den første af to mandagskampe i syvende spillerunde.
Lamar Jackson fortsatte kursen mod sin tredje MVP-titel, da han kastede fem touchdowns og egenhændigt producerede 333 offensive yards, da Baltimore Ravens besejrede Tampa Bay Buccaneers med 41-31. Således har Ravens nu vundet fem kampe på stribe og indtager førstepladsen i AFC North.
Det var ellers Tampa Bay Buccaneers, som startede bedst, da Mike Evans greb sit 100. touchdown i karrieren. Evans er den bare 11. spiller i ligaens historie til at gribe mindst 100 touchdowns, og han er den femte spiller, som har grebet dem alle for ét og samme hold.
Men herfra gik det ned ad bakke for Buccaneers. Først pådrog Mike Evans sig en ny baglårskade, dernæst kastede Baker Mayfield to interceptions til Marlon Humphrey, og så satte Baltimore Ravens’ angreb turboen til.
Det var igen Baltimore Ravens’ dødbringende duo Lamar Jackson og Derrick Henry, som førte an i nedsablingen af Buccaneers’ forsvar. Jackson kastede for 281 yards og fem touchdowns, hvoraf Rashod Bateman greb 121 yards og Mark Andrews scorede to. Henry løb for 169 yards og greb et enkelt touchdown.
På den baggrund scorede Baltimore Ravens 34 ubesvarede point og lukkede reelt set mandagskampen, før det fjerde quarter løb af stablen. Buccaneers fik scoret lidt point i kampens slutfase, men deres indsats blev overskygget af endnu en skade, da Chris Godwin måtte køres fra banen i smerter.
Med sejren indtager Baltimore Ravens (5-2) førstepladsen i AFC North foran Pittsburgh Steelers, mens Tampa Bay Buccaneers (4-3) står over for en direkte duel om divisionsføringen mod Atlanta Falcons i den kommende spillerunde.
Læs også: Hvad skete der lige der? Uge 7








