Brock Purdy må undvære sit favoritmål i resten af sæsonen

0

Det er efterhånden umuligt at genkende San Francisco 49ers’ angreb, efter at flere profiler er blevet skadet. Den seneste er Brandon Aiyuk, som pådrog sig en alvorlig knæskade i syvende spillerunde.

Syvende spillerunde udviklede sig til lidt af et mareridt for San Francisco 49ers. 49ers tabte med 28-18 til sin Super Bowl-nemesis Kansas City Chiefs, og undervejs måtte Brock Purdys stjernereceiver Brandon Aiyuk udgå med en knæskade.

De efterfølgende undersøgelser har bekræftet 49ers’ værste frygt. Brandon Aiyuk har revet sit korsbånd over og dermed kommer han ikke i spil igen i 2024-sæsonen.

Brandon Aiyuk greb 1.342 yards i den forgangne sæson, hvilket var flest af alle San Francisco 49ers’ spillere. På den baggrund brugte Brandon Aiyuk og San Francisco 49ers det meste af foråret og sommeren på at forhandle en ny kontrakt på plads. Forhandlingerne gik flere gange i hårknude, og Aiyuk forsøgte endda at forcere et skifte væk fra 49ers undervejs, men til sidst indgik parterne en fireårig kontraktforlængelse til værdi af cirka 820 mio. danske kroner ($120 mio.).

Set i lyset af den enorme kontraktforlængelse, så havde Brandon Aiyuk slet ikke fået den ønskede sæsonstart i 2024. Efter syv spillerunder havde Aiyuk bare grebet 374 yards, hvilket bare er tredjeflest af alle 49ers’ spillere. Til sammenligning står Jauan Jennings noteret for 404 grebne yards, mens George Kittle har grebet 375 yards.

Skaden betyder, at rookie-duoen Ricky Pearsall og Jacob Cowing skal tage et større ansvar i San Francisco 49ers’ kastespil i resten af 2024-sæsonen. Derudover skal 49ers sætte sin lid til, at Christian McCaffrey snart bliver sine skadeskvaler kvit, samt at Deebo Samuel kommer sig hurtigt fra den sygdom, som holdt ham ude af syvende spillerunde.

Læs også: Er Deshaun Watson-æraen forbi i Cleveland?