Er Deshaun Watson-æraen forbi i Cleveland?

0

Skaderne haglede ned over profilerne i NFL i syvende spillerunde. Én af dem er Deshaun Watson, som har revet sin akillessene over og er meldt færdig for sæsonen.

Dorian Thompson-Robinson eller Jameis Winston? Det er valget, som Kevin Stefanski nu står over for, efter at Deshaun Watson rev sin akillessene over i syvende spillerunde. Skaden betyder, at den 29-årige quarterback ikke kommer i spil igen i 2024-sæsonen.

Skaden indtraf i første halvleg af Cleveland Browns nederlag til Cincinnati Bengals på 21-14. Deshaun Watson modtog bolden på dét, der skulle være et quarterback-løb, men da Watson accellererede, faldt han til jorden i smerter.

Cleveland Browns har bare vundet én af syv kampe i 2024-sæsonen, og Deshaun Watson har spillet som en sæk kartofler. Alligevel var det grotesk at overvære, da flere af Browns’ fans tydeligt jublede, mens den skadede Watson blev kørt fra banen. Watson var i tydelige smerter og han var øjensynligt overvældet i øjeblikket. Såvel Kevin Stefanski som flere af Browns’ spillere har efterfølgende været ude og tage kraftig afstand fra fansenes reaktion.

I første omgang var det Dorian Thompson-Robinson, som afløste Deshaun Watson på grønsværen. Thompson-Robinson sluttede opgøret med 82 kastede yards og to interceptions, før han også måtte udgå med en fingerskade. Jameis Winston nåede at kaste bolden 11 gange, hvoraf han ramte på fem kast for 67 yards og et touchdown.

Det er bare tre år siden, at Cleveland Browns hentede Deshaun Watson ind fra Houston Texans i én af de mest omdiskuterede handler i den nyere sportshistorie. Browns sendte seks draft-valg – heraf tre i første runde – afsted til Texans og forgyldte Watson med en kontrakt til værdi af cirka 1,6 mia. danske kroner ($230 mio.).

Deshaun Watson står bare noteret for 19 kampe i Browns-uniformen, hvoraf han har vundet ni sejre. Det betyder, at Browns foreløbigt har betalt Watson cirka 175 mio. danske kroner ($25.56 mio.) pr. sejr. Derudover har Watson været under anklage for seksuelle overgreb i 27 forskellige sager, og flere af dem bliver stadigvæk behandlet af retsvæsenet.

I skrivende stund har Deshaun Watson fortsat to år tilbage af sin kontrakt med Cleveland Browns. Det bliver interessant at følge den videre udvikling i Cleveland, da Browns stadigvæk skylder Watson en betydelig pose penge i 2025, som kan tvinge dem til at holde ham i folden.

Læs også: Tua Tagovailoa ventes tilbage i ottende spillerunde