
Vi er nået til Super Bowl (næsten), og næsten alle hold har også deres nye træner på plads. Her er 10 ting, vi lærte i den forgangne uge af NFL-sæsonen.
1. Eagles viser vanvittigt løbeangreb
Da Eagles gav den til Saquon Barkley på holdets første offensive spil mod Commanders, og runningbacken løb hele vejen i endzone vidste man næsten, hvad klokken var slået. Eagles endte med at sætte 55 point på tavlen efter hele syv løbetouchdowns, og det er altså svært at dæmme op for.
Video: Eagles er klar til Super Bowl efter knusende sejr
2. Commanders’ sæson var en vild succes
På trods af øretæven i NFC-finalen kan Commanders holde hovedet højt. En rookie quarterback har aldrig startet i Super Bowl, så det var en monumental opgave, der var sat op for Jayden Daniels og co. Men det ændrer ikke det faktum, at Daniels og co. på bare én sæson har nået mere, end hvad holdet har præsteret siden starten af 90’erne. Fremtiden er lys i den amerikanske hovedstad – i hvert fald hvad angår football.
Tom Brady: Jayden Daniels minder mig om…
3. Chiefs gør det igen
Det er nærmest ikke til at tro, men for femte gang i sin karriere står Patrick Mahomes nu i en Super Bowl efter sejren over Buffalo Bills. Det var fjerde gang, at Chiefs har slået Bills og Josh Allen på vej mod sæsonens største kamp. Chiefs har derfor fortsat muligheden for at blive det første hold nogensinde, der vinder Super Bowl tre år i træk.
Video: Chiefs og Bills i vild shootout
4. Bills fejler på den store scene – mangler kynismen
Igen, igen, igen. Chiefs blev endestationen for Josh Allen og Bills, og quarterbacken må begynde at tro, at han skal have andre til at slå Chiefs ud, før det kan blive til en Super Bowl til Buffalo. Bills spillede egentlig igen fremragende, men de manglede det sidste, og de udnyttede ikke de muligheder, de fik undervejs – det gjorde Chiefs, og så er det svært.
5. Dommerne i NFL SKAL være bedre
Det er fortjent, at Chiefs er i Super Bowl endnu en gang. Men en stor del af snakken efter især AFC-finalen går igen på, at dommerne havde for stor indflydelse og at mange kald favoriserer Chiefs. Den slags kald var der også mod Bills, om end det ikke var så slemt som tidligere. Men det gælder over en bred kamp, at NFL må og skal fastansætte sine dommere på fuld tid i et forsøg på at nedbringe antallet af kampafgørende fejl i en kæmpe miliardindustri.
Obskur regel kom i fokus i NFC-finalen
6. Pete Carroll til Raiders
Så stempler Raiders ind i trænerkampen. Efter den dårlige ansættelse af Josh McDaniels og sidenhen Antonio Pierce som erstatning har Raiders haltet efter i AFC West. Med ansættelsen af den tidligere Seahawks-træner Pete Carroll i den forgangne uge er der nu masser af erfaring og beviselig succes på posten. Det bliver spændende at følge.
Pete Carroll bliver headcoach for Raiders – Gul klud
7. AFC West er trænernes Olympen
Og lad os lige blive ved AFC West. For jeg har før kaldt divisionen for den trænermæssigt bedste i NFL – altså lige med undtagelse af Raiders. Med ansættelsen af Carroll hedder trænerne i divisionen nu Andy Reid, Sean Payton, Pete Carroll og Jim Harbaugh. Kun sidstnævnte har ikke vundet Super Bowl som træner – men han har stået der. Trænergruppen i AFC West er vel nærmest NFLs svar på det græske gudebjerg Olympen.
8. Liam Coen snyder Bucs – vælger Jaguars
Jaguars har også fundet sin nye head coach i form af Liam Coen, der kommer til fra en stilling som offensive koordinator hos Buccaneers. Ansættelsen kommer efter et grimt forløb, hvor Coen holdt Buccaneers hen og ventede med at skrive under på en kontraktforlængelse med Tampa Bay, mens han skulle håndtere ”noget personligt”. Det personlige var at lave en underhåndsaftale med Jaguars. Jeg forstår godt, at Coen tager jobbet. Men det kunne være håndteret langt bedre, og den statslige rivalisering mellem Jaguars og Buccaneers er nok ikke blevet mindre efter dette forløb.
Liam Coen er omsider ny Head Coach i Jaguars
9. Cowboys vælger internt
I Dallas er der til gengæld totalt ro på. Her har man således valgt at gå med sin egen offensive koordinator Brian Schottenheimer til stillingen som holdets næste cheftræner. Og selvom Jerry Jones på overfladen er ovenud lykkelig, så kan jeg altså ikke lade være med at tænke, at Cowboys dummede sig ved at starte trænersøgningen sent. Tiden vil vise om Jerry har ret i sin ansættelse her.
Cowboys finder ny cheftræner internt
10. Jets snupper Lions’ anden koordinator
Også Jets har fået styr på trænersituationen. Og man bliver i traditionen med at vælge en defensivt orienteret træner. Således har Lions nu mistet både offensiv og defensiv koordinator over den seneste uges tid med Jets’ ansættelse af Aaron Glenn, der altså har været defensiv koordinator i Detroit. Glenn har været et af de hotte navne i de senere år, så det er kun fortjent, at han endelig får chancen.
11. Saints er eneste hold uden HC
Denne blog holder fri i næste uge, så derfor får I lige et bonuspunkt i dag. Med ansættelsen af alle de ovenstående cheftrænere er det således kun New Orleans Saints, der mangler at finde en ny mand på posten, men mon ikke det kommer inden for den næste uges tid?








