Video: Chiefs og Bills i vild shootout

0

Det imødesete opgør mellem Patrick Mahomes og Josh Allen skuffede ikke. De to kastekonger gik amok i en vild kamp, der først blev afgjort til allersidst.

Kansas City Chiefs scorede for første gang i sæsonen over 30 point i en kamp, og det var lige nøjagtig nok til at besejre Buffalo Bills med 32-29, og som det første hold nogensinde får de nu chancen for at vinde tre Super Bowls i træk.

Fjerde downs blev afgørende i AFC-finalen. Bills konverterede flere i kampen og scorede endda to touchdowns på 4. down. men det var de to, de ikke konverterede, der blev afgørende. Foran 22-21 forsøgte Bills et tush-push på 4. down og 1, men Chiefs stoppede dem og kørte direkte ned til touchdown.

Og til sidst i kampen med under to minutter igen og bagud 32-29 var Bills tvunget til at forsøge endnu én, men på 4. down og 5 fra egen 47er kunne tight end Dalton Kincaid ikke finde håndtaget på Josh Allens desperationskast, og så kunne Chiefs-spillerne juble over endnu en tur til Super Bowl.

Chiefs lagde ud som lyn og torden og satte tre touchdowns på tavlen i første halvleg. Blandt andet scorede rookie receiver Xavier Worthy et lækkert touchdown på et kast fra Mahomes.

Bills fik bolden med 4 minutter igen, men gik tre-og-ud og måtte punte. Chiefs og Mahomes takkede for muligheden og kørte direkte ned til endnu et touchdown og en 21-10 føring.

Bills fik dog lidt håb tilbage i slutningen af første halvleg med et imponerede drive og touchdown fra Josh Allen til Mack Hollins.

Bills tog efterfølgende en tåbelig beslutning og gik efter to, som de missede. De havde oprindeligt scoret extra point, men efter en straf til Chiefs valgte de at forsøge en 2 point conversion fra 1eren, som Josh Allen ikke fik ind. Dermed var pausestillingen 21-16.

Chiefs startede med bolden efter pausen, men et stort sack på Mahomes tvang dem til at punte. I stedet tog Bills bolden hele vejen til touchdown på et drive, hvor Josh Allen konverterede en 4. down, og James Cook scorede et atletisk touchdown også på 4. down.

Bills valgte igen at gå efter to og missede igen, så de kun var foran med et enkelt point 22-21, der også var stillingen inden 4. quarter.

Her blev Bills stoppet på 4. down, og Patrick Mahomes kunne igen bringe Chiefs foran, og med en 2-pointer oveni var de nu på 29-22.

Kampen var dog langt fra færdig. Josh Allen lavede mere magi, og kastede endnu et touchdown på 4. down til Curtis Samuel og udligning til 29-29.

På Chiefs næste drive scorede kicker Harrison Butker det 35 yard field goal til 32-29, der skulle vise sig at sende Chiefs i deres tredje Super bowl i træk.