Video: Eagles er klar til Super Bowl efter knusende sejr

0

Philadelphia Eagles er klar til Super Bowl LIX i New Orleans, efter at de smadrede divisionsrivalerne fra Washington Commanders med 55-23 i NFC-finalen.

Philadelphia Eagles har kvalificeret sig til Super Bowl LIX, efter at de knuste divisionsrivalerne fra Washington Commanders med 55-23 i konferencefinalen. Det er anden gang på tre år, at Eagles skal spille om Lombardi-trofæet.

Det betyder også, at Lincoln Financial Field blev endestationen for denne sæsons helt store solstrålehistorie fra Washington. Jayden Daniels kæmpede bravt, men til syvende og sidst blev Eagles’ forsvar for stor en mundfuld.

Erfaringen blev også udslagsgivende i NFC-finalen. Eagles mistede ikke en eneste turnover, mens gæsterne fra Washington forcerede fire turnovers. Kombineret med at Jalen Hurts og Saquon Barkley scorede syv touchdowns tilsammen, så var der ikke den store tvivl om resultatet.

Hårdtslående Eagles satte tonen an fra start

Det var tydeligt fra start til slut, at Eagles var sine divisionsrivaler fysisk overlegne. Nick Siriannis angreb løb hele 36 gange for 229 yards og syv touchdowns, mens forsvaret bare tillod 99 løbe-yards og fremtvang tre fumbles. Det er flest scorede løbe-touchdowns i en slutspilskamp nogensinde.

Det var naturligvis også Saquon Barkley, som åbnede ballet, da han scorede et spektakulært 60-yard langt touchdown på Philadelphia Eagles’ allerførste angrebsspil i kampen. Undervejs brød Barkley flere tacklinger, ligesom han diskede op med et labert spin move.

Saquon Barkley sluttede konferencefinalen med 118 løbe-yards på 15 forsøg og hele tre touchdowns. Således er Barkley oppe på skræmmende 442 løbe-yards i slutspillet.

Gæsterne fra D.C. måtte grave dybt i taktikbøgerne for, at de overhovedet kunne følge med Eagles’ hårdtslående maskine. Terry McLaurin scorede bl.a. et 36-yard langt touchdown og Dan Quinns mandskab omsatte hele tre fjerde down-forsøg i første halvleg alene.

Washington Commanders tog bl.a. fusen på Philadelphia Eagles, da Tress Way lagde an til at punte, men i stedet leverede et perfekt 23-yard langt kast til reserven på tight-end-positionen Ben Sinnott. Den 34-årige punter solgte spillet til perfektion, da han trådte et skridt til højre, før han i samme bevægelse sendte kastet afsted.

Konferencefinalen udviklede sig til Jalen Hurts’ scoringsfest

Mens Saquon Barkley har løbet med overskrifterne i 2024-sæsonen, så var det Philadelphia Eagles’ quarterback Jalen Hurts, som fik tysset på sine kritikere i konferencefinalen. Hurts sluttede opgøret med fire scoringer, hvoraf han løb tre touchdowns.

Derudover ramte Jalen Hurts på 20 af 28 kast for 246 yards, mens han også løb for 16 yards. Det er anden gang i Jalen Hurts’ femårige karriere, at han er med til at føre Philadelphia Eagles til en Super Bowl. Senest var i 2022-sæsonen, hvor Eagles tabte til Chiefs, selvom Hurts kastede og løb for 374 yards og scorede fire touchdowns.

Philadelphia Eagles opbyggede en solid føring og de var foran med 48-23, da der resterede otte minutter af kampen. Det betød også, at Sirianni sendte flere reserver i aktion, samt at Vic Fangios forsvar lettede foden en smule fra gassen i slutfasen.

Washington overgik alle forventninger i 2024-sæsonen

Jayden Daniels forsøgte sit bedste, og han sluttede opgøret med 255 kastede yards, 48 løbne yards, to touchdowns og en interception. Det 24-årige rookie-fænomen sluttede grundspillet med 3.568 kastede yards, 891 løbe-yards og 31 touchdowns, og Daniels er storfavorit til at vinde prisen som sæsonens bedste offensive rookie.

Samlet set kan Washington Commanders se tilbage på en imponerende sæson, hvor de vandt 12 af 17 kampe i grundspillet, og hvor de bl.a. besejrede forhåndsfavoritterne fra Detroit Lions i slutspillet.

Det er især imponerende, når vi husker på, at de sluttede 2023-sæsonen med sølle fire sejre. Samtidig var det bare Dan Quinns første sæson som cheftræner i D.C., og det er forventningen, at Kliff Kingsbury også vender tilbage i 2025 som offensiv koordinator.

Læs også: Optakt til AFC-finalen mellem Chiefs og Bills