To uger af NFL-sæsonen er ovre, og som altid presser masser af spørgsmål sig på. Tredje runde blev tyvstartet i torsdag med Rams’ sejr over 49ers, men her kigger jeg frem mod weekends kampe, og hvilke spørgsmål vi leder efter svar på.

1) Skaber AFC West historie?
I denne weekend kan AFC West skabe NFL-historie. Hvis Raiders slår Redskins, Broncos slår Bills og Chiefs slår Chargers, bliver AFC West den første division i historien med tre 3-0-hold efter tre uger. Alle tre hold må anses som ret store favoritter, og det bliver spændende at se, om de kan leve op til favoritværdigheden. For Broncos kigger jeg mod angrebet og Trevor Siemian. Kan de fortsætte det fornemme spil mod et Bills-forsvar, der ser ganske godt ud? Hos Raiders skal forsvaret bevise, at det ikke var et tilfælde, at de lukkede godt ned for Titans i uge 1. I Kansas City kigger jeg mod Alex Smith, der skal beholde den aggressive stil fra uge 1 og ikke blive konservativ og ineffektiv mod Chargers’ gode pass-rush. Han har stadig tendens til at gå i panik og tage et sack eller dumpe bolden af under pres. Glæder mig til så mange spændende svar i AFC West.


2) Kan Chargers overraske i deres sidste chance?
I forlængelse af det ovenstående så skal vi også have nogle svar fra Chiefs’ modstander og det sidste hold i AFC West. Los Angeles Chargers har en del talent, men indtil videre har det ikke udmøntet sig i sejre. Derfor har de allerede gravet et dybt hul, de skal kæmpe sig ud af, når divisionen er så stærk. Hvis de taber mod Chiefs, går deres chancer for slutspillet fra små til ikke-eksisterende. Specielt løbeforsvaret skal bevise noget mod flyvende Kareem Hunt, og hvis de ikke kan det, må de pakke sammen for i år. Det er sidste chance for at bevise et eller andet i år.
3) Får Seahawks eller Titans momentum?
Begge hold er 1-1, hvilket er udmærket, men begge hold har haft en svingende sæsonstart. Seahawks’ forsvar ser stærkt ud, men angrebet har været totalt dysfunktionelt. Den offensive linje har været en katastrofe, og det har hæmmet løbespillet og Russell Wilson. Seahawks offensive linje skal vise tegn på forbedring over de næste par måneder, ellers bliver det ikke til meget slutspilsbold. De kunne passende starte mod en god Titans-front med spillere som Brian Orakpo, Jurrell Casey og Derrick Morgan. Hos Titans har både forsvar og angreb været lidt op og ned. De har alle forudsætninger for at vinde AFC South, og en sejr over Seahawks ville virkelig sætte en tyk streg under deres favoritværdighed i divisionen. Interessant bliver det, om Derrick Henry langsomt overtager jobbet som primær runningback fra DeMarco Murray, der har været skadesplaget og skuffende i de første par kampe.
4) Kan Lions fortsætte mod et godt hold?
Lions har vundet sæsonens første to kampe, og det er altid en flot start. Men lad os lige pumpe bremserne på deres hypetrain. De har slået Cardinals og Giants, der begge har lignet skygger af sig selv. Nu kommer den rigtige prøve mod et af NFLs tophold i form af Atlanta Falcons. Hvis Lions slår eller spiller en stor kamp mod Falcons, så er det måske tid til at snakke om Lions, men hvis de ikke kan matche Falcons, skal vi nok passe på med at kalde dem en af favoritterne til en slutspilsplads.
5) Udnytter DeShone Kizer et dårligt Colts-forsvar?
DeShone Kizer var den eneste rookie-quarterback, der fik lov til at starte fra uge 1 af. Og det har været en hård start. Mod to gode hold, Pittsburgh Steelers og Baltimore Ravens, har han fået mange tæsk og ikke leveret meget godt spil. I denne uge får han en optimal chance for at vise talentet frem. Colts-forsvaret er blandt de dårligste i NFL, og forhåbentligt kan Browns derfor få gang i et løbespil, der har været overraskende fraværende. Med et løbespil ved sin side, kan Kizer forhåbentligt spille en god kamp.
6) Vil Bucs-angrebet bevise sig mod et topforsvar?
Tampa Bay Buccaneers spillede ikke i uge 1 pga. en orkan, men da de endelig kom på banen i uge 2, kørte de lige henover Bears. I denne uge er modstanden lidt bedre, når de står overfor Minnesota Vikings. Desværre mangler Vikings’ startende quarterback, Sam Bradford, og det gør selvfølgelig Bucs til storfavoritter, og deres forsvar vil ikke blive testet i samme grad. Men det forhindrer os ikke i at lede efter lidt svar fra angrebet og Jameis Winston. Vikings-forsvaret er blandt NFLs bedste, og det er en fantastisk mulighed for Winston til at vise, at han har lagt de mange turnovers fra tidligere sæsoner på hylden. Hvis han har det, så kan Bucs-angrebet blive et absolut topangreb.
7) Fortsætter Panthers-forsvaret niveauet mod Brees og co.?
Seks point har Panthers lukkede ind i de første to kampe. I ALT. Det er ganske enkelt imponerende. Men, men, men. Det er sket mod San Francisco 49ers og Buffalo Bills, som er to af ligaens dårligste hold og angreb. Nu står de overfor et Drew Brees-anført angreb, og det bliver den første alvorlige test af det her spændende Panthers-forsvar. Kig ikke på slutresultatet, for Panthers kommer sandsynligvis til at score 30+ point på Saints’ elendige forsvar og deraf vinde kampe. Fremadrettet er det interessant, om Saints finder nogle huller i Panthers-forsvaret, der burde være lidt sårbart ned ad banen.
8) Var en ny offensiv koordinator svaret for Bengals og Dalton?
Bengals-angrebet har været historisk dårligt i de første to kampe, og det kostede Ken Zampese jobbet som offensiv koordinator. I stedet skal Bill Lazor forsøge at få noget offensiv produktion ud af Andy Dalton og kompagni. Indtil videre har den offensive linje været dårlig, men Andy Dalton er langt fra uden skyld. Han har spillet rigtig skidt, også når der ikke har været pres på. Bill Lazor skulle være en ganske kasteglad herre, og derfor ville jeg holde lidt øje med, om han kan få gang i Dalton til A.J. Green-forbindelsen, som ikke har været så rødglødende som tidligere år. Og så bliver det spændende at se, om han kan kalde nogle spil, hvor han får maskeret problemerne på den offensive linje lidt.
9) Finder Kirk Cousins snart niveauet?
Redskins’ succes de senere år er gået gennem angrebet, hvor Kirk Cousins har kunne udnytte de mange gode offensive våben. Inden denne sæson var der dog stor udskiftning både på sidelinjen og på banen. Den offensive koordinator, Sean McVay, er nu cheftræner hos Rams, og på banen sagde holdet farvel til de dygtige receivere DeSean Jackson og Pierre Garcon. I de to første kampe ser det ud til, at det har ramt Cousins hårdt. Nu er det tid til at finde formen, og søndag får han chancen mod et middelmådigt Raiders-forsvar. Terrelle Pryor og Jamison Crowder skal sættet i scene, ellers har holdet ikke mange chancer mod Raiders. Hvis ikke Cousins kan finde niveauet i år, og Sean McVay fortsætter med at få Jared Goff til at se god ud for Rams, så er det værd at stille spørgsmålet, om Cousins til en vis grad var et produkt af McVays evner som offensiv strateg.
10) Overlever Eli Manning mod Eagles-forsvaret?
Giants er 0-2 og kan ikke tåle et nederlag til rivalerne fra Philadelphia Eagles. Derfor er det selvfølgelig ikke heldigt, at Giants og deres offensive linje-problemer skal møde en af NFLs bedste defensive linjer. Begge tackles har været elendige for Giants, og søndag mangler de sågar højre tackle Bobby Hart. I hans sted bliver guard Justin Pugh flyttet ud som tackle, og han får så fornøjelsen af en af ligaens bedste pass rushere i form af Brandon Graham. Hvis ikke Giants finder en måde at give Eli Manning bare en smule tid i lommen, så bliver det en lang dag på kontoret for Eli. Og hvis det bliver en lang dag på kontoret, går Giants formentlig 0-3 og må se deres sæson slutte, før den reelt kom i gang. Det er vind eller forsvind for Giants-angrebet og i sidste ende måske Ben McAdoo, hvis Giants får en dårlig sæson.