Når du dropper julemiddagen på søndag, kan du se frem til en fremragende omgang football, hvor der er masser at spille om. De 12 slutspilshold skal findes og fordeles, og det giver os en masse spørgsmål, som forhåbentligt besvares. Her er 10 svar vi leder efter, mens julemaden fortæres og fordøjes.

1) Kan Bills være med mod de store?
Buffalo Bills ligger lige nu en slutspilsplads og kan med to sejre spille sig i det forjætteland for første gang siden 1999. Derfor er der to spørgsmål, som vi kan stille til Bills lige nu: Gør de det? og hvis de gør det, er de så klar? Om de gør det får vi først endeligt svar på i næste uge, og de kan stadig komme med på trods af et nederlag i denne uge. MEN det andet spørgsmål kan vi få gode svar på i denne uge mod New England Patriots. Deres præstation og konkurrencedygtighed mod førerholdet i AFC vil fortælle os, om Bills overhovedet kan lege med, hvis et slutspil skulle stå for døren. Jeg vil specielt kigge mod forsvaret, der startede blændende, men så ramte en megakrise midt i sæsonen. De sidste uger har det set bedre ud, men hvor langt er det kommet?
2) Skal Browns endelig have første sejr?
0-14…. Puha… Det er hårde tider i Browns-land. To forsøg tilbage hvis de skal undgå at blive det andet 0-16 hold i NFLs historie. I sidste runde står de overfor et stærkt Pittsburgh Steelers-mandskab, så alle øjnene er rettet mod denne weekend, hvor et halvsvagt Chicago Bears-hold er modstanderen. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan forstå, at Browns ikke har vundet en kamp. Jo, Kizer har lavet en stribe utilgivelige fejl, men der er nok talent til, at trænerstaben burde have fået en 2-4 sejre ud af holdet. Jeg glæder mig til at se, om Hue Jackson virkelig får lov at blive, hvis Browns ender 0-16. Hvis vi skal vende tilbage til kampen, så er Browns’ løbeforsvar godt, og Bears er meget afhængige af at løbe bolden. Hvis Browns skal få en sejr, bliver chancerne ikke meget bedre end søndagens opgør.
3) Vil Kamara være forskellen i forhold til den sidste Saints-Falcons kamp?
Atlanta Falcons og New Orleans Saints mødte hinanden for blot to uger siden, og her vandt Falcons en tæt kamp på hjemmebane. I den kamp udgik Saints’ rookie-åbenbaring, Alvin Kamara, i første quarter, men kan han være tungen på vægtskålen i denne uges kamp? Han har været en offensiv katalysator af rang for Saints i år, og jeg ser frem til, om Falcons måske kan stoppe ham. Den atletiske linebacker Deion Jones burde i hvert fald have en bedre chance end de fleste andre linebackere. Denne kamp bliver helt fantastisk, og vil selvfølgelig være ekstrem afgørende i NFC. Begge hold sikrer slutspillet med en sejr, og næsten alle seedninger er i spil for Falcons (9 sejre), Saints (10 sejre) og divisionsrivalen Panthers, der også har 10 sejre.
4) Hvor dybt stikker Seahawks’ krise?
Av. Den afklapsning i sidste weekend mod Rams gør ondt, og Seahawks’ styrke har været nedadgående ikke kun i år, men også gående tilbage til sidste år. Nu skriver jeg “krise”, og det er måske lidt hårdt, men Seahawks står i hvert fald foran en meget afgørende off season. Efter en årrække med stærke defensive profiler og en ung Russell Wilson på en rookiekontrakt skal holdet nu til at lave et mindre generationsskifte på forsvaret og samtidig finde en måde at bygge et stærkt roster økonomisk, selvom quarterbacken spiser en stor del af lønpuljen. Jeg føler, at de to sidste kampe bliver vigtige for Pete Carroll og den fornemmelse, man går ind i off season med. Hvis de falder helt sammen i de to sidste kampe, bliver det en meget ringere fornemmelse, end det behøves at være. Hvis de rejser sig og giver et par gode præstationer, kan den nødvendige udskiftning måske foregå i lidt mere ro, og så kan man, officielt i hvert fald, skyde skylden på skaderne til Kam Chancellor, Richard Sherman og Cliff Avril.
5) Hvilken forskel gør Zeke for Cowboys og Dak?
Seahawks’ modstander i denne uge er Dallas Cowboys, der får Ezekiel Elliott tilbage fra hans seks kampes karantæne. De har stadig en spinkel slutspilschance, og Zeke og Cowboys er nok meget sultne efter at slutte sæsonen godt af. Udover at se hvor sur Zeke er, så glæder jeg mig til at se, hvordan Dak Prescott præsterer med Zeke tilbage på angrebet. Der kan ikke være tvivl om, at Dak har spillet markant dårligere i Zekes karantæneperiode, men er det virkelig manglen på Zeke, eller er det nogle af de andre faktorer, som spiller ind? Mange vil gerne give Zeke æren for Daks niveau, men jeg mistænker, at hans håndskade og skaderne på den offensive linje har været langt større faktorer. Derfor tror jeg også, at Daks niveau ikke vil forbedres ret meget i de sidste to kampe. Men nu må vi se, jeg glæder mig til at se, hvor meget korrelation der er mellem Zeke og Daks niveau.
6) Hvor god er Jimmy Garoppolo allerede?
Hele San Francisco-området er klar til at krone Jimmy Garoppolo som den kommende konge af det nordlige Californien. Men lad mig lige smide lidt malurt i bægeret. Hans sejre har været mod elendige Bears, elendige Texans og højst middelmådige Titans. Jeg anerkender, at Jimmy G. har set rigtig fin ud, og han uden tvivl ligner en franchise quarterback. Men hvor god kan vi forvente Garoppolo skal være i fremtiden? Det får vi måske svar på i denne uge, hvor modstanden bliver så svær som overhovedet muligt. Hvis Garoppolo spiller stærkt mod Jaguars’ uhyggelige forsvar, er jeg klar til at hoppe med på vognen, men ellers må vi vente til næste sæson med at finde ud af, om han er en gennemsnitlig, en lidt over middel eller en top 10 quarterback.
7) Er Chiefs endeligt tilbage på sporet?
Chiefs har fået afværget et katastrofalt kollaps og er nu næsten klar til slutspillet. Jeg er dog ikke helt klar til at afblæse advarselslamperne, da jeg stadig anser deres forsvar som værende ganske skrøbeligt. Derfor synes jeg også, at denne uges kamp mod Dolphins er farlig. Chiefs er store favoritter, men Dolphins’ angreb er gennemgået en stødt forbedring den sidste måneds tid, og Kenyan Drake kan godt ende med en stor kamp mod Chiefs. Hvis de taber til Dolphins, har jeg svært ved at tro på, at Chiefs kan drille de andre hold i AFC. Hvis de derimod  fejer Dolphins problemfrit af pinden, kan vi begynde at tro på, at Chiefs er tilbage til noget nær deres 5-0 niveau fra tidligere i år. Hvis de er det, har vi set, at de tidligere har haft pæn succes mod New England Patriots.
8) Har Titans overhovedet noget at skyde med?
Det nederlag mod 49ers i sidste uge var en katastrofe, og jeg frygtede det, da jeg i sidste uge spurgte “Er Titans igang med et totalt kollaps?”. Nu er vi nået til punktet, hvor vi spørger os selv, om Titans har et sidste spjæt i en ellers næsten død sæson. For selvom de har otte sejre, hedder de to sidste modstandere Los Angeles Rams og Jacksonville Jaguars, og det er svært at forvente sejre i de kampe. Kan trænerstaben finde en måde at sikre en overraskende sejr eller vil holdet tabe sæsonens sidste fire kampe? Hvis det sidste er tilfældet, kan Mike Mularkey så overleve som træner, når man tænker på den store skuffelse, som angrebet har været i år? Jeg indrømme gerne, at jeg er stor modstander af Titans’ offensive system, og jeg er meget spændt på, hvordan de to sidste kampe går, og i forlængelse af det hvilke ændringer der kunne komme i off season.
9) Kan Nick Foles fortsætte Wentz’ produktion?
Spillede Carson Wentz i al hemmelighed forsvar for Eagles? For det var ikke angrebet, der havde problemer i den første kamp uden Wentz. Derimod så forsvaret ganske dårligt ud mod et ellers tandløst Giants-angreb. Wentz’ afløser, Nick Foles, havde derimod en fin kamp, der mindede meget om de præstationer Wentz har haft i år. Mange har hele året sagt, at hjælpen omkring Wentz har været fantastisk, og noget kunne tyde på, at Foles kan drage nytte af de favorable forhold. Mod Giants viste Foles den samme effektivitet, specielt i redzone, og det bliver interessant, hvor meget Foles kan gøre i afløserens rolle. Vi får nok ikke det endelige svar før slutspillet, men det er værd at holde øje med, hvor meget selvtillid Foles kan nå at bygge op, inden januar rammer os. I denne uge står han overfor et ringe Raiders-forsvar.
10) Er der en plads til en andet 10-6 hold end Falcons i NFC?
Det her handler ikke om et specifikt hold, men mere om det overordnede billede i NFC. Hvis Falcons vinder over Saints og Panthers vinder over Buccaneers i denne uge, så ser det nemlig meget dystert ud for de NFC-hold, der håber på en slutspilsplads på 10-6. Denne gruppe hold er Lions, Seahawks og Cowboys. Vi må nemlig antage, at Saints vinder over Buccaneers i uge 17, og så vil Saints og Panthers begge have minimum 11 sejre, mens Falcons som minimum når 10 sejre. Falcons vinder alle tie-breakers mod andre potentielle hold med 10 sejre, og de seks slutspilshold i NFC vil derfor være så godt som afjgjort, hvis Falcons og Panthers vinder i denne uge. Seedninger blandt de seks hold er dog på ingen måde afgjort, og uge 17 skal nok blive rigtig interessant. God Jul!