New Orleans Saints mod San Francisco 49ers, Kansas City Chiefs mod New England Patriots og Buffalo Bills mod Baltimore Ravens. Uge 14 byder på tre vaskeægte topbrag i NFL, og efter denne uge bør vi være meget klogere på favoritterne til de øverste seedninger i det kommende slutspil.

1) Har Buccaneers endelig fundet nogle cornerbacks?
Tampa Bay Buccaneers har de sidste mange år haft et af ligaens dårligste kasteforsvar. På trods af mange investeringer i deres secondary har det været en svær opgave at finde nogle pålidelige cornerbacks. I år har kasteforsvaret igen været et problem, men over den sidste måned har der været positive takter fra det seneste kuld af nye unge cornerbacks. Andenårsspilleren Carlton Davis og de to rookies Jamel Dean og Sean Murphy-Bunting har alle leveret solide præstationer på det seneste, og det kunne se ud til, at Bucs endelige har fundet nogle startere. For Bucs handler det måske ikke så meget om, hvad de unge cornerbacks kan vise specifikt i denne uge mod en skadesramt receiver-gruppe hos Colts, men det handler om, at de unge cornerbacks kan levere stabilt over den sidste måned, så man kan tro på, at det er den rigtige samling i 2020.

2) Kan Saints-angrebet og Brees stadig levere mod de bedste?
Denne weekend byder på topbrag i NFC, når 49ers og Saints tørner sammen. Specielt Saints vil blive alvorligt testet for første gang i noget tid. Her glæder jeg mig især til at se Saints’ angreb, der i nogle kampe over de sidste par år har haft det svært mod forsvar, der kan begrænse Alvin Kamara og Michael Thomas. I år er 49ers blandt ligaens bedste til at stoppe modstanderens runningbacks i kastespillet, og deres cornerbacks har ligeledes været forrygende. Hvis det betyder, at Thomas og Kamara bliver begrænset, så er spørgsmålet om 40-årige Drew Brees stadig kan levere nok point med Jared Cook, Tre’Quan Smith og Ted Ginn Jr. som de primære våben. Brees har i år været mere konservativ end tidligere, og han virker ikke komfortabel med at kaste bolden dybt med samme frekvens som tidligere i karrieren. Det bliver en god test af Saints’ offensive evner.

3) Er Bills i stand til at bide skeer med de allerbedste?
Buffalo Bills fik endelig sendt et signal til resten af NFL, da de overbevisende slog Dallas Cowboys på Thanksgiving. Bills er et godt hold, hvor Josh Allen har løftet sit niveau på det seneste. Cowboys’ nuværende form giver dog stadig tvivl om, hvor godt et hold Bills er, og det svar kan vi måske få i denne weekend, hvor de møder NFL’s varmeste hold, Baltimore Ravens. Er Bills-forsvaret så godt, at det kan sætte en stopper for Lamar Jackson og kompagni? Og hvad med Josh Allen? Er han fremskridt så store, at han levere en god kamp mod Ravens’ avancerede og velspillende forsvar. Hvis svarene er “ja” på de spørgsmål, har Bills bevist, at de ikke skal afskrives i AFC-slutspillet.

4) Hvad ændrer Panthers’ nye trænerstab?
Fyringen af Ron Rivera kom på et lidt overraskende tidspunkt her i midtugen, men det gør ikke desto mindre Panthers til en noget ubekendt faktor inden de sidste fire uger. Ugens kamp mod Atlanta Falcons er ikke så vigtig i slutspilsbilledet, men den kan gøre os meget klogere på, hvad Panthers har ændret med udskiftningerne i trænerstaben. Ikke blot er der en ny cheftræner, men den offensive koordinator er også skiftet med overgangen fra Norv Turner til sønnen Scott Turner. Hvis Panthers kommer ud med et par nye overraskende detaljer, kan de få en spændende rolle i de resterende kampe, hvor de blandt andet møder Seattle Seahawks og New Orleans Saints, der begge ikke kan tåle at snuble i deres bestræbelser på at nå slutspillet.

5) Hvor gode er Bengals blevet?
Endelig vandt Bengals en kamp, og det gjorde de ganske overbevisende over et tamt New York Jets-hold. Nu er spørgsmålet bare, om det var en enlig svale, eller hvorvidt det var et tegn på, at Bengals virkelig har løftet niveauet markant. Umiddelbart ser forsvaret noget mere sammenhængende ud end tidligere i år, og Andy Dalton var en mærkbar forbedring over Ryan Finley. Denne uges kamp er mod Cleveland Browns, der ikke er et tophold i NFL, men mere hører til blandt midterholdene i år. Hvis Bengals kan være med i denne kamp, så er det måske for alvor tid til at blive bekymret for de Bengals-fans, som inderligt ønsker det første valg i 2020-draften.

6) Vil Minshew manifestere sig som manden til 2020-sæsonen?
Lidt over to kampe. Det var alt, hvad Nick Foles fik efter sit comeback fra et brækket kraveben, inden han blev bænket til fordel for rookie Gardner Minshew. I det lidt over to kampe var Nick Foles ganske uinspirerende, og hans manglende mobilitet var et stort problem for angrebet. Alt for ofte blev det til ligegyldige korte kast, og han gav slet ikke den gnist til angrebet som håbet. Nu får 23-årige Minshew chancen igen, og de sidste fire kampe i sæsonen er en strålende mulighed for ham til at etablere sig som favoritten til at være Jaguars’ startende quarterback i 2020.

7) Får Raiders dødsstødet i denne uge?
Det så lovende ud for Oakland Raiders for nogle uger siden, og de var iden grad blandt favoritterne til et wild card i AFC. De sidste to uger er det dog blevet til ydmygende nederlag til New York Jets og Kansas City Chiefs, og pludselig ser det hele noget mere sort ud. Det er især angrebet, der har skuffet på det seneste, og quarterback Derek Carr har holdt meget længe på bolden de seneste uger. Om det er, fordi Carr ikke læser banen godt for tiden, eller fordi receiverne ikke er frie, ved jeg ikke helt, men jeg mistænker, at en receiver-gruppe bestående af Tyrell Williams, Zay Jones og Keelan Doss har en stor del af ansvaret. I denne uge føles det som sidste chance, når modstanderen er Tennessee Titans, der ligeledes kæmper hårdt for sjetteseed i AFC. En nederlag vil gøre det meget svært for Raiders, men en sejr kunne måske gøre dem favoritter til det sidste wild card i AFC. Raiders har nemlig et meget overkommeligt program med Chargers, Jaguars og Broncos i de sidste tre kampe.

8) Hvordan udspiller skakspillet sig mellem Belichick og Reid?
Patriots mod Chiefs. En af mine personlige favoritter de seneste år. Ligaens bedste træner, Bill Belichick, der især specialiserer sig i forsvaret, mod en af ligaens bedste offensive hjerner gennem mange år, Andy Reid. Andy Reid har de sidste par år haft krammet på Patriots’ forsvar, og spillere som Tyreek Hill, Travis Kelce og Kareem Hunt har gjort ondt på Belichick. I år er der ingen Kareem Hunt, og Chiefs-angrebet har heller ikke fået pålidelige bidrag fra spillere som Sammy Watkins, DeMarcus Robinson og Mecole Hardman. Kan Belichick lukke ned for Hill og Kelce med double coverage? Eller vil han smide Gilmore på Hill, eller måske endda Kelce? Eller vil han bruge lille hurtige Jonathan Jones til at dække Hill op med lidt hjælp fra en safety. Og hvad gør Reid for at overraske Belichick? Rookie-runningback Darwin Thompson ser ud til at få en vigtig rolle for første gang i sæsonen, men kan han replikere Kareem Hunts succes? Og jeg har også en fornemmelse af, at lynhurtige Mecole Hardman kunne få en nøglerolle for Chiefs. Der er så mange interessante perspektiver i opgøret, som får betydning ikke kun i denne uges kamp, men med god sandsynlighed også i slutspillet.

9) Fik Cardinals sat gang i Goff?
Det har ikke været en god sæson for Jared Goff og Rams’ angreb, men i sidste uge udnyttede de Cardinals’ elendige forsvar til at sikre sig en overbevisende sejr. Derfor er det også svært at slippe tanken om “Hvad nu hvis, de endelig kommer igang?”. Alle så sidste år, hvor godt deres angreb var det meste af sæsonen, og selvom forsvarene har fundet en metode til at stoppe mange af McVays yndlingskoncepter, så udvikler Rams’ angreb sig også. Rams er kun én kamp fra slutspillet, og selvom de har et svært program til sidst, så er det kun ét par gode præstationer, og pludselig står de i slutspillet, hvor alt kan ske. Modstanderen i denne uge er Seattle Seahawks, som man havde alle chancer for at slå i det første indbyrdes opgør.

10) Kan Eagles synke lavere?
Med Eagles’ nederlag til Miami Dolphins, kan man være i tvivl om, hvorvidt det kan blive værre. Bare rolig, det kan det. For selvom Dolphins er et utroligt talentfattigt hold, så er de virkelig godt coachede, og det er ikke et let hold at slå. Derimod ser New York Giants virkelig ringe ud, og et nederlag til dem på hjemme bane i Monday Night Football ville være den ultimative ydmygelse af dette skuffende Eagles-mandskab. Den kamp skal simpelthen vindes, og det må gerne være lidt overbevisende, så man kan tanke lidt selvtillid inden de sidste kamp. Selvom holdet er 5-7 lige nu, har de nemlig stadig alle chancer for slutspillet, da elendige NFC East stadig blot føres af Cowboys, der er 6-7.