6. Kan Rams være NFC Wests farligste hold?
Los Angeles Rams fik en forfærdelig start på sæsonen med et væld af skader til den offensive linje samt den stjernespækkede receiverduo, Cooper Kupp og Puca Nakua. De er nu tilbage i aktion og det fik Minnesota Vikings at mærke i sidste spillerundes torsdagskamp, hvor Rams fik sæsonens blot tredje sejr.
NFC West er pivåben, Cardinals, 49ers og Seahawks har alle vundet og tabt fire kampe, men Arizona er overraskende den førende i divisionen, da de har slået både Rams og 49ers. Det betyder, at Rams på trods af deres katastrofestart godt kan nå at vinde divisionen. En sejr mod Seattle på søndag vil bringe dem et vigtigt skridt frem på den mission. Los Angeles havde deres bedste offensive output siden første spillerundes nederlag til Lions, og Stafford lignede en mand, der stadig kan levere varen.
Kan Rams gentage den offensive præstation, tage endnu en vigtig divisionssejr (de besejrede også 49ers tidligere på sæsonen) og bringe sig helt i varmen i NFC West igen?
7. Holder Colts’ offensive linje lommen ren for Flacco?
Indianapolis Colts har været lidt af en rodebutik den seneste uge. Holdet tabte til Texans, men det var Anthony Richardson, der trak de fleste overskrifter efter holdet unge quarterback udtalte, at han havde ladet sig selv kortvarigt bænke, da han var træt og udmattet. Efterfølgende er quarterbacken, som Colts valgte med det fjerde valg i 2023-draften, blevet bænket.
Det baner vejen for den velspillende og elskede veteran Joe Flacco, der sidste år hos Cleveland Browns og i år hos Colts har skaffet endnu flere medlemmer til sin fanklub med gode præstationer, selv om dåbsattesten afslører, at han snart rammer de 40 år.
Indianapolis spiller mod Minnesota Vikings, der har tabt to kampe i streg efter en imponerende start. Vikings’ forsvar var sublimt velspillende i starten af sæsonen og var dygtige til at skabe kaos. Nu møder de en erfaren, men ganske immobil quarterback i Joe Flacco. Vikings er ligaens bedste hold til at presse modstanderne. Hvordan håndterer quarterbacken og den offensive linje den udfordring, som de kommer til at stå overfor? Colts har haft en af de bedste offensive linjer i år og kun tilladt 15 sacks. Østrigske Bernhard Raimann og store, erfarne Quenton Nelson har udgjort en skræmmende venstre side på den offensive linje, men kan de og kollegerne beskytte Flacco mod Flores’ spændende og kreative blitzes?
8. Ser Ravens-receiverne bedre ud end sidste uge?
Baltimore Ravens led et overraskende nederlag til Cleveland Browns, der endelig er sluppet for det anker, der var Deshaun Watson. I stedet for at synke, så flød de til sejr bag Jameis Winstons flotte kaptajnskab. Ravens kan dog også ærgre sig over deres egen præstation. Forsvaret var igen mangelfuldt, men angrebet skød også sig selv i foden. Baltimore har haft en fremragende sæson og er, som tidligere nævnt, ligaens mest scorende og produktive angreb samlet set og i top fem i samme kategorier i kastespillet. Det var dog svært at spotte det i kampen mod Cleveland, hvor flere af holdets receivere havde et par miserable drops.
Det er ikke noget nyt fænomen i Baltimore, faktisk satte jeg fokus på samme problematik efter et nederlag i femte spillerunde af 2023-sæsonen, hvor receiverne spillede en stor rolle i et nederlag til en anden divisionsrival, nemlig Pittsburgh Steelers. Dengang var det endnu værre end i sidste, men receiverne svarede godt igen med en ren præstation.
Ravens har hentet endnu en opgradering til receivergruppen i løbet af ugen, da de sikrede sig Diontae Johnson fra Panthers. Hvordan klarer gruppen sig mod et godt Denver-forsvar i denne spillerunde?
9. Kan Brock Bowers gøre ondt værre for Bengals-forsvaret?
Der har ikke været meget at juble over hos Las Vegas’ angreb i denne sæson, der har blanket mere end de har vundet, men én succeshistorie har der været. Holdets førsterundevalg fra årets draft, tight end Brock Bowers, har lignet en mand, der kan være kampafgørende i NFL selv uden megen anden kvalitet omkring ham. Den unge tight end har allerede grebet 55 bolde for mere end 500 yards.
Fremskriver man den produktion over resten af sæsonen, vil han ende med 111 receptions for 1137 yards og to touchdowns. Det vil uden tvivl placere ham blandt de mest produktive tight ends i NFL i år, faktisk vil det placere ham blandt de mest produktive receivere i år. Ingen spillere har grebet flere bolde i indeværende sæson end Bowers, der ydermere er på en 11. plads i receiving yards.
Denne runde møder Las Vegas Raiders et snart desperat Bengals-mandskab, der har et af ligaens mere gavmilde forsvar. Kommer Bowers igen til at løbe løbsk eller kan holdet linebackere og cornerbacks stoppe Raiders farligste offensive våben?
10. Har skaderne sænket Saints’ sæson fuldstændig?
Efter at have startet sæsonen fyr og flamme med to overlegne sejre, har New Orleans Saints tabt seks ud af de seneste seks kampe. Skaderne er også væltet ned over holdet, der har måtte undvære startende quarterback Derek Carr, har sendt receiverne Rashid Shaheed og cornerback Paulson Adebo på injured reserve samt set et væld af andre spillere misse kampe de seneste uger.
Denne uge ser flere receivere ud til at gå glip af kampen mod Panthers, mens også Alvin Kamara, Tyrann Mathieu, Kool-Aid McKinstry og Marshonn Lattimore enten er gået glip af træningspas eller har været meget begrænsede.
Kan Saints ende med at tabe til et historisk dårligt Panthers-hold?








