Colts bænker Anthony Richardson

0

Colts’ cheftræner Shane Steichen har besluttet at bænke Anthony Richardson efter nederlaget til Texans, hvor der også udspillede sig en bizar episode mellem de to.

Anthony Richardson kommer ikke i spil fra start, når Indianapolis Colts møder Minnesota Vikings i niende spillerunde af grundspillet. Det står klart efter, at cheftræner Shane Steichen har valgt at bænke Richardson til fordel for Joe Flacco.

Beslutningen sker i kølvandet på Indianapolis Colts’ nederlag til divisionsrivalerne fra Houston Texans i ottende spillerunde på 23-20. Der er ingen skam i at tabe til C.J. Stroud, og det mest iøjnefaldende i opgøret var da også, at Anthony Richardson skiftede sig selv ud i en tilspidset og kampafgørende situation, fordi han var “udmattet”.

Episoden indtraf i slutningen af tredje quarter, da Indianapolis Colts var bagud med 10 point. Anthony Richardson var netop blevet ramt af linebacker Jake Hansen på et sack, efter at han havde kæmpet for at undgå Texans’ presspil. I stedet for at fuldføre angrebsserien kaldte Richardson efter en udskiftning. Colts måtte efterfølgende nøjes med et field goal.

Ifølge Shane Steichen har beslutningen ikke noget at gøre med Richardsons selv-udskiftning. Ikke desto mindre har episoden fyldt i de amerikanske sportsmedier og nyhedsudsendelser i kølvandet på ottende spillerunde.

Indianapolis Colts valgte Anthony Richardson med det fjerde valg i 2023-draften. Richardson har misset to kampe i 2024-sæsonen på grund af skadeskvaler, og han har bare ramt på 44,4 pct. af sine kast for 958 yards, fire touchdowns og syv interceptions. Derudover har Richardson løbet for 242 yards og et touchdown, og han har vundet tre af sine seks kampe fra start.

I stedet bliver det Joe Flacco, som skal starte i niende spillerunde. Flacco har medvirket i fire kampe i 2024-sæsonen, og han har ført Colts til to sejre, mens han har kastet 716 yards, syv touchdowns og bare en enkelt interception. Den 39-årige quarterback er mest kendt for sine 11 sæsoner i Baltimore, hvor han førte Ravens frem til Super Bowl-triumfen i 2013.

Læs også: Stefon Diggs er færdig for 2024-sæsonen