
Ravens har slået en handel af med Carolina Panthers, som sender Diontae Johnson og et sjetterundevalg til Baltimore i bytte for et femterundevalg i 2025-draften.
Baltimore Ravens forstærker Lamar Jacksons receiverkorps med Diontae Johnson. Eric DeCosta sender et femterundevalg i 2025-draften til Carolina for at få fingrene i den 28-årige receiver. Derudover afgiver Panthers et valg i sjette runde af 2026-draften.
Således vender Diontae Johnson tilbage til AFC North, efter at han oprindeligt blev valgt i tredje runde af 2019-draften af Ravens’ ærkerivaler fra Pittsburgh Steelers. Johnson nåede at spille fem sæsoner for Steelers, før han i foråret blev handlet til Carolina Panthers.
I Baltimore bliver Johnson en del af et receiverkorps, som efterhånden er ved at være ganske slagkraftigt. Ravens råder i forvejen over Zay Flowers, Rashod Bateman, Mark Andrews, Nelson Agholor og Isaiah Likely, mens Derrick Henry patruljerer på runningback-positionen.
Læs også: Houston, we have a problem! Stefon Diggs knæskadet
Det må forventes, at Diontae Johnson hovedsageligt skal supplere Rashod Bateman som den yderste receiver i Lamar Jacksons angreb. Derudover skal Johnson styrke bredden i Ravens’ receiverkorps, som tidligere har været særdeles skadesplaget.
Diontae Johnson har kontraktudløb efter 2024-sæsonen, og derfor er han i første omgang tiltænkt en rolle i Ravens’ bestræbelser på at vinde Super Bowl LIX til februar. Samlet set står Johnson noteret for 85 kampe i NFL med 421 grebne bolde, 4.720 yards og 28 touchdowns som følge.
I den indeværende sæson har Diontae Johnson grebet 30 bolde for 357 yards og tre touchdowns i syv kampe for kriseramte Carolina Panthers. Uden Johnson må det forventes, at Xavier Legette og David Moore skal udgøre Panthers’ startende receiverduo.








