Dem der har læst mine tidligere klummer ved, at jeg har en løs tilgang til virkeligheden og ikke er bange for at blande virkelige hændelser med fantasien. I denne uge vil jeg ikke have denne tilgang. Jeg vil i stedet skrive fakta, da min fantasi ikke kan måle sig med nogle af de scenerier, jeg vil gengive fra den virkelige NFL verden. Virkeligheden kan nemlig med absurde tilfælde overgå fantasien, og det vil jeg hylde i denne klumme.
MAGISK REALISME
Netflix serien ”Narcos” starter med at skrive ”Magisk realisme defineres som det der sker, når en yderst detaljeret realistisk situation invaderes af noget, der er for underligt til, at man kan tro det. – Der er en grund til magisk realisme har sine rødder i Colombia.” Dette giver serien om narkokartellerne et dokumentarisk præg, selvom man, som udenforstående, ellers ville have svært ved at tro på, at disse fortællinger kan have grobund i fakta.
DRAFT DAY REALISME
Jeg vil ikke tage jer med til Colombia, men derimod Cleveland. Hjemstedet for Cleveland Browns og stedet man de seneste år ville kunne argumentere for er blevet stedet, hvor den magiske realisme kunne have sine rødder. Browns er nemlig, sikkert imod deres vilje, blevet hjemsted for absurde historier, som ikke burde være virkelige, men som for holdets fans desværre er blevet det. Derfor kan man næsten ikke længere læse en historie om Browns organisationen, der er så fantastisk/magisk, at man spærrer øjnene op. Alt kan ske og alt sker. Det er blevet stedet, hvor selveste Hollywood finder plads til deres historier for at gøre dem troværdige. Jeg tænker selvfølgelig på filmen ”Draft Day”. En helt igennem vanvittig fortælling om deres GM, spillet af Kevin Costner, som på dagen til draften bytter holdets fremtid væk for at få det første valg i draften om aftenen. Dette er sket tidligere i den rigtige draft. Seneste eksempel var da Rams og Redskins lavede en lignende handel. Forskellen mellem filmen og dette eksempel er dog, at Browns til slut ender op med 2 spillere i første runde uden at give et eneste draftpick væk. Tilfældigt at Hollywood har valgt Browns som den organisation, der er centrum i fortællingen? Næppe. Jeg vil påstå, at det netop giver filmen en smule troværdighed, at Browns er i centrum, når der skal skrives magisk realismen om football verdenen. Kan du forestille dig, hvor urealistisk den film ville være, hvis det havde været konservative Giants, som havde været centrum?
Lad os, som eksempler fra virkeligheden, se på 2 ting der er sket i Cleveland indenfor de sidste par uger. Disse viser nemlig godt, hvorfor der nu ikke længere er grænser for, hvad dagen kan byde på af historier om Browns:
MANZIEL SAGAEN
Twitter rygterne begyndte at brede sig som ringe i vandet. Johnny Manziel var spottet i Las Vegas aftenen før sidste kamp i den regulære sæson. Der gik rygter om, at han havde falsk skæg og paryk på for at skjule sin sande identitet i syndens by. Kan det blive mere absurd? Manden som skulle være holdets redning, da han for under 2 år siden blev taget i første runde af draften løb nu rundt udklædt, som hemmelig spion i en dårlig krimi, dagen før holdet skulle prøve at lave et godt resultat inden sommerferien. Og ja, han var skadet og skulle ikke spille, men han skulle jo gerne være et forbillede og en lederskikkelse, som resten af holdet ville følge i tykt og tyndt, når det gør allermest ondt. I stedet var han rejst fra dem. Lyver om det på twitter, hvor han påstår, at han hygger med sin hund i eget hjem. Det er jo en sørgelig sag. Da Johnny efterhånden ikke længere har en fodboldfremtid, men det er samtidig en fantastisk historie, der bare gør mig endnu mere stolt over at tage min Manziel trøje på. Det er dog også let for mig at have en ironisk distance og nyde galskaben, når jeg nu ikke er Browns fan, men bare sidder tilbagelænet og venter på den næste absurde historie.
MONEYBALL I CLEVELAND
Jeg skulle ikke vente længe på en ny drejning i det hårdt prøvede franchises absurde fortælling. Jeg fik den allerede 5. Januar. Hvor inspirationen fik omvendt fortegn, og det nu pludselig var Browns, der blev inspireret af Hollywood og ikke omvendt. De havde nu ansat ham Jonah Hill spiller i filmen Moneyball. Paul DePodesta. Manden, som uden tvivl har styr på at bygge et baseballhold sammen ved hjælp af et Excel ark, skal nu være chefstrateg i en sport, han ikke kender noget til. Det lyder ikke umiddelbart som det oplagte valg. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt for mig selv, når jeg sidder her og skriver det: Browns har ansat en mand, der intet ved om football til en stilling, der er så højt i hierarkiet, at han kun er under ejeren Jimmy Haslem. Det er da en smule komisk. Browns er ikke super sjove at følge på banen, men det er godt nok en fornøjelse at følge udenfor banen. Måske de skulle overveje at sende en ansøgning om forflyttelse til Los Angleles og blive Hollywood Browns. Holdet hvor intet er for fantastisk til, at kunne være sandt, og hvor man ikke er bange for at overgå sig selv i komiske drejninger, der nok skal få de fleste NFL fans til at trække lidt på smilebåndet, men aldrig komme i tvivl om, det nu virkelig kan passe, det de læser om Browns. De er nemlig footballverdenens svar på Colombia, hvor intet er for magisk til at kunne være realisme.
