Runningback Terrell Davis havde en kort, men fremragende karriere. Det har skaffet ham en plads i Hall of Fame, men det gør ikke bekymringerne for fremtiden mindre.

I et interview med The Denver Post fortæller den dygtige runningback om den frygt, han dagligt skal håntere. Som hos så mange andre NFL-spillere handler den frygt om hjerneskader. Et friskt studie fra Boston University konkluderede, at 110 af 111 undersøgte hjerne fra afdøde NFL-spillere viste tegn på den frygtede sygdom, CTE. Den nedbrydende hjernesygdom kan øge aggressiviteten, gøre det mere vanskeligt at tale, gå eller bevæge sig og resultere i demens.
“Jeg vil ikke lyve, vi er alle bange” sagde Davis til Denver Post “Vi er nervøse, fordi vi ikke ved hvad der sker i fremtiden. Når jeg er hjemme og laver noget, og glemmer noget er jeg nødt til at stoppe op og tænke ‘Er det fordi jeg er blevet gammel, er det fordi jeg ikke bruger min hjerne, eller er det her på grund af football?’ Det kan jeg ikke vide.”
Den 44-årige tidligere Broncos-stjerne fortæller om en episode i Super Bowl 32 i 1998. Her løb han for 157 yards og scorede tre touchdowns, alt sammen med slem migræne. På et tidspunkt fortalte han sin træner, at han ikke kunne se, men blev alligevel sendt på banen som en afledningsmanøvre. Den situation skræmmer ham.
Alligevel har Davis det fint med at børn, heriblandt sine egne, stadig spiller football. Den tidligere MVP peger på de opdaterede regler og fokus på problemerne. Han mener, at der helt fra start er langt større opmærksomhed på hovedskader, og det gør ham mindre bekymret. For 10 år siden ville han ikke have ladet sine børn spille, men det er anderledes i dag.
Davis spillede hele sin karriere for Denver Broncos. Her vandt han to Super Bowls samt en enkelt pris som MVP. Davis var ustoppelig sine første fire år i ligaen, inden skader ødelagde karrieren. 1998 var karrierens bedste år. Her løb Davis for 2008 yards, hvilket svarer til mere end 125 yards per kamp og mere end 5 yards per løb. Han scorede i øvrigt også 23 touchdowns den sæson.