Geno Smith var søndag tilbage som starter for Jets. Det var dog en kort fornøjelse, Smiths sæson er slut efter en korsbåndsskade i højre knæ.

To quarters, otte kast og et touchdown, det var alt det blev til i Geno Smiths formodentligt sidste start som quarterback for New York Jets. Det var Genos første start for Jets siden 2014, men den endte alt for hurtigt, da Ravens’ Matt Judon nedlagde quarterbacken i kampens andet quarter. Smith landede underligt og blev bragt til undersøgelse i omklædningsrummet. De første meldinger var, at skaden ikke var så alvorlig igen, men NFL Networks Ian Rapoport kunne mandag fortælle, at der var tale om en korsbåndsskade.

Dermed er det igen Ryan Fitzpatrick, der kommer til at starte for Jets. Fitzpatrick havde spillet en absolut forfærdelig sæson, men kom ind efter skaden til Geno og førte holdet til en 24-16 sejr.

Geno Smith er i gang med det sidste år af sin rookiekontrakt, og karrieren hos Jets må regnes som færdig. New York har ingen reel grund til at forlænge med den 26-årige quarterback. Smith vil nok bedst blive husket, som spilleren, der brækkede kæben efter et mindre skænderi i omklædningsrummet. Der er i hvert fald ikke mange positive øjeblik på banen at se tilbage for – hverken for quarterbacken eller holdets fans.

Jets står i den akavede situation at skulle starte en spiller, der blev bænket og siden offentligt har brokket sig over den beslutning. Den situation havde Jets-træner Todd Bowles et meget kontant svar på.

“Hvis vrede stopper turnoverne, så er jeg mere end villig til at lade ham spille vred”. Det var ordene fra Bowles på et pressemøde mandag. Turnovers har været et af Fitzpatricks mange problemer. Veteranen har kastet 11 interceptions i sine fem kampe fra start mod blot fem touchdowns. Derudover har den 33-årige quarterback blot ramt på 57% af sine kast. Der er altså en grund til, at staben i New York mistede troen på ham.

Jets har nu vundet to ud af deres syv kampe denne sæson. Det betyder, at de stadig er langt fra de ti sejre de nåede sidste sæson. Newyorkerne har dog vundet flere kampe end deres modstander på søndag. De møder Cleveland Browns, der stadig har sæsonens første sejr til gode.