Hele sæsonen har Raiders måtte undvære en af forsvarsprofilerne fra 2015-sæsonen, men nu ser det endelig ud til, at han kan få comeback i weekendens kamp mod Indianapolis Colts.

Efter en rigtig stærk rookiesæson i 2015, har 2016 været en lang og sej kamp for Mario Edwards Jr. Hele sæsonen har han måtte sidde ude med hofteskade, han pådrog sig i august.

Nu er meldingerne dog endelig positive fra Raiders-organisationen, og general manager, Reggie McKenzie, udtalte i går til SiriusXM Radio, at Edwards har trænet med et par uger og ikke har oplevet tilbageslag. Derfor glæder holdet sig til at have ham tilbage og alt tyder på, at det bliver i denne weekend mod Indianapolis Colts.

Raiders har allerede sikret sig slutspillet, men kæmper hårdt med Chiefs om at vinde AFC West og en uge som oversidder i slutspillet.

Mario Edwards Jr. spillede 14 kampe for Raiders sidste år, og den 22-årige defensive-end imponerede i stor stil. Hans alsidighed gjorde ham en vigtig mand for holdet, og i alt blev det til 42 tacklinger, 3 forcerede fumbles og 2 sacks.